Annika Langvad kunne ikke leve op til favoritværdigheden i kvindernes mountainbikeløb og endte som nummer 11.
»Annika Langvad, den regerende verdensmester, ser ud til at have en katastrofal dag.«
Sådan lød det over højttalerne mellem den relativt hårdtpumpede og voldsomt ensformige underlægningsmusik på mountainbikebanen ved OL i Rio.
Og kommentatoren havde ret. Det så ikke godt ud for den danske forhåndsfavorit halvanden omgang før mål med 2:19 minutter op til de forreste. Og det endte heller ikke godt.
Annika Langvad sluttede løbet som nummer 11 – 3:16 minutter efter den svenske guldvinder Jenny Rissveds.
Annika Langvad var inden OL – inden medaljeregnen – regnet som Danmarks måske allerbedste bud på en medalje. Den 32-årige mountainbikekører havde med sin VM-titel tidligere i år og tre VM-guldmedaljer på maratondistancen tændt endnu mere bål under forventningerne.
De forventninger skulle indfries på den snoede mountainbikebane i det bakkede terræn et godt stykke uden for Rios pulserende hjerte. For øjnene af Peter Sagan, der havde fundet vej til kvindernes løb dagen inden, han selv skulle køre samme disciplin.
Den nuværende nummer et på verdensranglisten; Annika Langvad, fik dog ikke helt en start som en potentiel vinder. Efter første omgang var hun nummer syv med 32 sekunder op til førende Linda Indergand fra Schweiz, og to omgange senere – halvvejs i løbet - var hun faldet to pladser længere tilbage og skulle nu hente 34 sekunder for at få guldet.
Men for en trefoldig VM-vinder på maratondistancen var det langt fra en umulig opgave at indhente konkurrenterne på et senere tidspunkt, skulle man mene. Og så alligevel. For det gik kun den forkerte vej for den danske forhåndsfavorit hos bookmakerne.
Mens den anden favorit Jolanda Neff holdt sig nogenlunde til i toppen med en tredjeplads, skulle Langvad pludselig hente halvandet minut for at komme på podiet og to minutter for at få guld, da der kun manglede to omgange.
Og hvis ikke hun havde mistet modet på det tidspunkt, hjalp kommentatoren i højttalerne på anlægget hende ikke. Det var her, hun kunne høre, at hun kørte et »katastrofalt løb,« som der blev sagt. Hun kunne heller ikke hente ind på konkurrenterne.
Langvads forberedelser til OL har ellers ikke fejlet noget. Hun har ikke boet med de andre danske atleter i OL-byen, men med sit hold Specialized Racing XC tæt på OL-byen i bydelen Barra, der ligger i relativt god afstand til montainbikebanen.
Netop for at optimere forholdene for Langvad, som er tryg ved at følge sit eget holds rutiner. Men på OLs næstsidste dag var de gode forberedelser bare ikke nok. Annika Langvad sluttede lige uden for top 10.