Jores Okores Aston Villa spillede sig i weekenden videre til FA Cup-semifinalen med en sejr over lokalrivalerne fra West Bromwich. Men det er en anden episode, der har snuppet opmærksomheden.

Aston Villa vandt kampen 2-0, og da Scott Sinclair scorede deres andet mål godt fem minutter før ordinær tid, invaderede en stor gruppe fans banen for at fejre målet med deres helte. Efter lidt tid blev fansene ekspederet af banen igen, men da dommerens slutfløjte lød ti minutter senere, så var den gal igen.

Denne gang blev banen fyldt af Aston Villa-tilhængere, og det var en skræmmende oplevelse, erkender Aston Villas Fabian Delph, der scorede kampens første mål. Midtbanespilleren blev nemlig både berøvet og bidt.

»Mit anførerbind blev stjålet, og nogen fik fat i min venstre støvle, men jeg kunne værdsætte lettelsen, fansene føler efter sådan et resultat. Det var farligt. Folk prøvede at kysse mig og bed mig. Det var skræmmende,« siger Fabian Delph til Daily Mail.

Flere af tilhængerne følte også en trang til at håne nogle af West Bromwich-spillerne, og især Callum McManaman og målmand Boaz Myhill blev chikaneret i sådan en grad, at der formentlig venter Aston Villa en straf.

Der er endnu ingen forlydender om, hvordan og hvor hårdt Aston Villa bliver straffet, men det er næppe noget, der forhindrer, at Birmingham-klubben skal spille semifinale på Wembley i weekenden d. 18.-19. april.