Arsenals Danny Welbeck gjorde det onde ved sin mangeårige ungdoms- og seniorklub, Manchester United. Angriberen, der i 2014 blev solgt til Arsenal fra United, afgjorde et brag af en FA Cup-kvartfinale mellem de to hold på et fyldt Old Trafford.
Danny Welbeck spillede ikke en særlig god kamp, men da chancen bød sig, slog han til. Efter en for blød tilbageaflevering af Valencia dukkede Welbeck frem og prikkede den forbi de Gea til det, der skulle blive det endelige resultat 2-1 til Arsenal efter 61 minutter.
Efter 73 minutter blev Welbeck skiftet ud foran et publikum, der rejste sig op og klappede ad ham - også selvom han jublede efter sin scoring. Kort efter blev Uniteds Angel di Maria smidt tidligt i bad efter to gule kort på et minut.
Første halvleg blev mere og mere intens og chancerig, for hvert minut der gik. Den største mulighed kom til Ashley Young efter 19 minutter. Marouane Fellaini tog en høj bold ned med brystet i feltet og spillede den tilbage til en fremadstormende Ashley Young. Men han skød langt over mål.
Kort efter svarede Arsenal igen med en lige så god mulighed. Oxlade-Chamberlain brugte sin fart til at komme ind i feltet, men englænderen lavede en blanding af en forkølet afslutning og en for lang aflevering.
Arsenal arbejdede sig mere og mere ind i opgøret i løbet af kampen med et højt pres, som fik United til at smide bolden flere gange på egen banehalvdel. Efter 25 minutter gav investeringen gevinst. Chamberlain dansede fra højrekanten ind i banen og forbi tre mand, hvorefter han spillede Monreal helt fri inde i feltet, og venstrebacken sendte den køligt forbi De Gea i målet. 1-0 til Arsenal.
Men Manchester United svarede hurtigt igen. Tre minutter efter headede Wayne Rooney den flot ind efter et velplaceret indlæg fra Di Maria. 1-1. Få minutter efter scoringen havde Daniel Welbeck en god hovedstødsmulighed. Men angriberen kunne ikke få nok kraft i hovedstødet.
Anden halvleg fortsatte, hvor første halvleg slap, nemlig med masser af intensitet og chancer. Bedste mulighed i starten af anden halvleg kom til Alexis Sanchez, der fik sit skud rettet af, men De Geas lange arme reddede United. Arsenal skulle dog bruge den føromtalte forsvarsbrøler af Valencia for at kunne bringe sig foran. Welbeck til 2-1 efter 61 minutter.
Så skulle Manchester United forsøge at slå tilbage. Men alligevel var det David de Gea, der måtte ud i en fantomredning for at holde sit hold inde i kampen. Og for at gøre tingene værre blev Di Maria vist ud efter 77 minutter. Argentineren fik to gule kort i samme ombæring. Et for at rykke bolden ved et frispark, og et for efterfølgende at gribe fat i dommerens trøje.
I de sidste minutter af den ordinære tid væltede Januzaj i feltet i en duel mod Monreal. Men dommeren vurderede, at United-spilleren faldt for let og gav ham et gult kort i stedet for et straffespark.
Kampen endte 2-1 til Arsenal, som dermed er videre til FA Cup-semifinalen. Her skal de møde Bradford eller Reading.