Tottenham kæmper for at holde trit med toppen af Premier League, og lørdag hentede holdet tre tiltrængte point på udebane mod QPR efter en sejr på 2-1.
Christian Eriksen spillede de første 88 minutter af kampen for Tottenham, og han var også tæt på at komme på måltavlen, men hans fine afslutning ramte stolpen. Så var det godt, at hans brandvarme holdkammerat Harry Kane atter var på pletten. Han stod således for begge Tottenhams scoringer.
QPR var egentlig ganske fint med i kampen, og de havde da også deres andel af chancer. Men de manglede lige den sidste skarphed. Brasilianske Sandro gav værterne et lille håb med et kvarter igen, da han reducerede Tottenhams 2-0-føring. Et par minutter efter blev de umiddelbart snydt for et straffespark, men dommerens fløjte forblev tavs.
Tættere på kom QPR ikke, og Christian Eriksen og co. kunne derfor juble over en vigtig sejr, der sender dem op på en sjetteplads med ét point op til Liverpool på den Europa League-givende femteplads.
QPR er ved at være presset i bunden af tabellen, hvor de fortsat ligger på en 18.-plads. De har tre point op til Aston Villa på den rigtige side af nedrykningsstregen.