Den første jul efter tabet af deres far, Peter Zobel, bliver svær for familien, fortæller hans datter Sarah Zobel til BT. Hun synes, man skal tale mere om de afdøde.
»Det bliver selvfølgelig lidt trist. Vi plejede at holde jul hos ham, og han plejer at samle os alle sammen.«
Sådan lyder det fra 43-årige Sarah Zobel, der sammen med sine to storesøstre og to yngre brødre i begyndelsen af september måtte sige farvel til deres elskede far, erhvervsmanden Peter Zobel, der døde i en alder af 81 år.
Zobel-familien holdt ofte jul på Peter Zobels gods Bækkeskov ved Præstø. Der var hele familien samlet og hyggelige juletraditioner blev udført.
»Det var et fantastisk sted at holde jul. Vi plejede for eksempel juleaften om eftermiddagen at tage i det kapel, der hørte til Bækkeskov. Det var en fast juletradition«, fortæller Sarah Zobel og tilføjer, at godset betød rigtig meget for hendes far:
»Det var hans et og alt. Det var både hans hjem, men også hans store passion med jagt og natur.«
Hendes far var kendt som en mand, der stillede høje krav til sig selv og sine omgivelser. Noget, han havde lært af sin far, Hermann Zobel, der forventede, at sønnen altid blev nummer ét. Fra fødslen lå det i kortene, at Peter Zobel skulle overtage direktørposten i forsikringsdynastiet Codan, som familien i generationer havde siddet på.
Peter Zobel var kendt for at gå op i sit udseende og fremtoning og han lagde aldrig skjul på at, at han elskede smukke kvinder. Hans første kone, Annika Wicksell, som han fik døtrene Caroline, Josephine og Rigmor med og som døde i en tragisk ulykke som 29-årige, blev betegnet som ’gudesmuk’. Og hans to næste koner, Anita Zobel, der er mor til Sarah Zobel, og Henriette Zobel, der er mor til sønnerne Alexander og Nicolai Zobel, var begge modeller.
Også juleaften havde Peter Zobel sine faste former og regler, der skulle følges.
»Man skulle klæde sig fint på, spise and, og så tændte vi julelys på træet, og derefter sang vi alverdens julesange,« husker Sarah Zobel, der i år ikke skal fejre jul på det sydsjællandske gods.
»Nej, i år skal vi holde det med min søster og hendes børn. Men det bliver selvfølgelig lidt mærkeligt (uden Peter Zobel, red.), men det kender alle jo, når de har mistet, og det er første gang, man skal holde noget,« siger hun.
Tabet af familiens patriark har ikke været let for Zobel-familien. Peter Zobels ekskone Henriette Zobel har tidligere fortalt, hvordan både hun og hendes to sønner, der var Peter Zobels yngste børn, var sønderknuste efter dødsfaldet.
Også for Sarah Zobel har det været hårdt at miste faderen. Hun har i flere opslag på de sociale medier lagt billeder ud med teksten om, at hun savner sin far.
Det, der ærgrer hende mest, er dog, når folk begynder at holde op med at spørge ind til sorgen.
»Det synes jeg egentlig godt, at man kan blive ved med. For at holde dem (de afdøde, red) i live og mindes dem. Jeg bliver så glad, når nogen kommer og fortæller en sjov historie om min far. Det gør ikke mig mere ked af det – faktisk gør det mig gladere,« fortæller Sarah Zobel, der er uddannet psykolog og forfatter til en bog om at leve lykkeligt.
Hun mener, at mange har en berøringsangst for at tale om de døde. Men sådan er det ikke hos Zobel-familien:
»Han har jo levet et rigt og fantastisk liv. Så det kan vi godt sætte os lidt ned og snakke om«.
Også Henriette Zobel savner den afdøde erhvervsmand. Det fortalte hun for nylig til BT.
»Jeg har aldrig prøvet denne form for sorg,« sagde hun og fortalte, at hun stadig glemte, at hun ikke bare kunne ringe til ham, når hun havde brug for det.
