Seattle Seahawks (seedet 1 i NFC) mod New Orleans Saints (seedet 6 i NFC). Lørdag kl. 22.35 (3+ )

Al logik siger Seahawks-sejr. Holdet har kun tabt én gang på CenturyLink Field de seneste to år og smadrede Saints 34-7 i december. I den kamp kastede Drew Brees blot for 147 yards. Men selv om Seahawks’ forsvar er NFLs bedste, sker det næppe igen. Saints har det svært på udebane, men sidste weekends udesejr over Philadelphia Eagles har givet en selvtillid, der vel kun overgås af tørsten efter hævn.

BTs bud: Saints vinder
Søren Hygum Hansens bud: Seahawks vinder
Tommy Kjærsgaards bud: Seahawks vinder

New England Patriots (seedet 2 i AFC) mod Indianapolis Colts (seedet 5 i AFC). Søndag kl. 2.15 (3+ )

Det eneste af de fire opgør, hvor holdene ikke har mødt hinanden i grundspillet. Det gjorde de i sidste sæson, og her vandt Patriots 59-24. Uanset hvad scoren lyder undervejs, bør du dog se kampen færdig, for de to hold har tidligere i denne sæson vundet efter at have været bagud henholdsvis med 24 og 28 point. Ét er at hente Kansas City Chiefs indendørs, som Colts gjorde i sidste weekend på hjemmebane. Noget andet er at gøre det samme ude mod Patriots i kolde Foxborough.

BTs bud: Patriots vinder
Søren Hygum Hansens bud: Patriots vinder
Tommy Kjærsgaards bud: Patriots vinder

Carolina Panthers (seedet 2 i NFC) mod San Francisco 49ers (seedet 5 i NFC). I morgen kl. 19.05 (3+)

Der vil blive uddelt flere øretæver end til et gennemsnitligt jysk halbal, når Panthers og 49ers mødes. Da de to hold mødtes i grundspillet, vandt Panthers 10-9 i en defensiv slagudveksling, der blandt andet sendte 49ers’ tight end Vernon Davis ud med en hjernerystelse. Med en frisk Davis og tilbagevendte Michael Crabtree, der ikke var med i første opgør, er 49ers-offensiven anderledes potent denne gang, mens Panthers har døjet med skader til flere profiler.

BTs bud: 49ers vinder
Søren Hygum Hansen: Panthers vinder
Tommy Kjærsgaard: 49ers vinder

Denver Broncos (seedet 1 i AFC) mod San Diego Chargers (seedet 6 i AFC) Søndag kl. 22.40 (3+)

Mødet mellem Peyton Manning og Philip Rivers sikrer, at de ’gamle’ quarterbacks vil være repræsenteret i konference-finalerne næste søndag. Broncos’ rekordsættende angreb scorede kun under 30 point i tre af 16 kampe. To af gangene var mod Chargers, der endda slog Manning og co. i Denver. I modsætning til det seneste møde har Broncos dog igen wide receiver Wes Welker til rådighed, og det kan vise sig afgørende.

BTs bud: Broncos vinder
Søren Hygum Hansens bud: Broncos vinder
Tommy Kjærsgaards bud: Broncos vinder