I NFC-konferencen var der stadig spænding om, hvem der ville vinde de fire divisioner. Seattle Seahawks og Carolina Panthers kunne begge nappe divisionstitlen i henholdsvis NFC West og NFC South.

Med en 27-9-sejr over St. Louis Rams sikrede Seahawks sig hjemmebanefordel igennem hele slutspillet, mens Panthers kan trøste sig med, at holdet også sidder over i første runde af slutspillet. Sejrene til Seahawks og Panthers betød desuden, at San Francisco 49ers og New Orleans Saints tog sig af de to wildcard-billetter med sejre over henholdsvis Arizona Cardinals og Tampa Bay Buccaneers.

De to sidste divisioner skulle begge afgøres i ’vinderen tager det hele’-dueller. Quarterback Aaron Rodgers gjorde comeback for Green Bay Packers efter syv ugers skadespause med et brækket kraveben. Og med et 48-yard touchdown-kast til ligeledes tilbagevendte Randall Cobb med 38 sekunder igen stod han bag det afgørende touchdown, der sikrede Packers en 33-28-sejr i en kamp, der havde fem skiftende føringer.

Også Philadelphia Eagles er i slutspillet – for første gang siden 2010-sæsonen – efter en sejr på 24-22 ude over Dallas Cowboys i den direkte duel om NFC East-titlen. Det var tredje år i træk, Cowboys missede slutspillet efter at have haft muligheden for at vinde divisionen med en sejr i sidste runde af grundspillet. Cowboys måtte undvære quarterback Tony Romo, der er færdig for sæsonen. I stedet spillede Kyle Orton, der havde muligheden for at føre Cowboys i slutspillet, da texanerne fik bolden tilbage med to minutter igen.

Desværre gjorde han, hvad Romo så ofte er blevet kritiseret for: Han kastede en interception.

I AFC-konferencen var alle fire divisionsvindere fundet inden sidste runde, mens Kansas City Chiefs desuden var sikker på at ende som femteseedet. Derfor havde flere Chiefs-stjerner fået fri til opgøret mod San Diego Chargers, der til gengæld var et af fire hold i spil til det sidste wildcard.

Med nederlag tidligere søndag aften til både de forsvarende Super Bowl-mestre fra Baltimore Ravens og Miami Dolphins, der dermed begge missede slutspillet, skulle Chargers bare undgå at tabe for at kvalificere sig til slutspillet. Et nederlag ville derimod sende Pittsburgh Steelers, der var afhængig af nederlag til både Chargers, Ravens og Dolphins, i slutspillet, efter at holdet vandt 20-7 over Cleveland Browns.

Det var da også tæt på at gå galt for Chargers. Med et field goal-forsøg fra 41 yards blot otte sekunder før tid havde Chiefs-kicker Ryan Succop muligheden for at sende Chargers ud, men han brændte. Det sendte kampen ud i forlænget spilletid, og her lykkedes det for kicker Nick Novak at sparke Chargers i slutspillet.

Med sejre til alle fire divisionsvindere var der ingen forskydninger i forhold til seedningerne.

En 34-14-sejr over Oakland Raiders sikrede Denver Broncos hjemmebanefordel igennem hele slutspillet. Storsejren betød samtidig, at Broncos nåede op på 606 point i løbet af sæsonen, og dermed slog holdet New England Patriots’ rekord fra 2007, der lød på 589 point. Quarterback

Peyton Manning noterede sig for 266 yards og fire touchdowns i første halvleg og udbyggede sin rekord for flest kastede touchdowns i en sæson til 55. Manning slog desuden Drew Brees’ rekord fra 2011 for flest kasteyards med en enkelt yard, så den nu lyder på 5.477 yards.

Resultaterne i sidste runde betyder, at seedningerne og kampprogrammet i slutspillet ser således ud (seedningen i parentes):

NFC:

Oversiddere i første runde:

(1) Seattle Seahawks

(2) Carolina Panthers

Wildcard Weekend 4.-5. januar

(3) Philadelphia Eagles – (6) New Orleans Saints

(4) Green Bay Packers – (5) San Francisco 49ers

Seahawks møder den lavest seedede vinder af de to wildcard-opgør.

AFC:

Oversiddere i første runde:

(1) Denver Broncos

(2) New England Patriots

Wildcard Weekend – 4.-5. januar

(3) Cincinnati Bengals – (6) San Diego Chargers

(4) Indianapolis Colts – (5) Kansas City Chiefs

Broncos møder den lavest seedede vinder af de to wildcard-opgør.