Borgmester i Høje-Taastrup Kommune og chefforhandler for Kommunernes Landsforening i striden med folkeskolelærerne, Michael Ziegler, er blevet en slags syndebuk, efter KL i torsdags varslede en lockout af lærerne fra 1. april.
- Der er nogle, der har sendt meget sure mail, som jo nærmest indeholder et personligt angreb på mig. Det er min skyld og min inkompetence, der er skyld i denne her situation, står der i nogle mail, fortæller en lettere berørt Michael Ziegler til BT.
Striden brød ud i lys lue torsdag, da Kommunernes Landsforening meddelte, at de ikke kunne nå til enighed med Danmarks Lærerforening om en ny overenskomst. Både regeringen og Kommunernes Landsforening vil have lærerne til at undervise flere timer og tage dem fra deres forberedelsestid. Men det ville lærerne ikke være med til, så da forhandlingerne gik i hårdknude, valgte KL at lockoute lærerne fra 1. april.
Det betyder, at forældre til 600.000 skolebørn reelt står uden pasning, hvis striden ikke løses inden 1. april. Det har været en tung beslutning at tage for Michael Ziegler.
Op til forældrene
- Personligt har det været vanskeligt, for jeg er jo godt klar over, at det vil give mange mennesker nogle logistiske udfordringer. For mange børns vedkommende vil vi ikke kunne løse nogen opgaver, så det er op til forældrene at finde løsninger, siger han.
- Det er en meget, meget vanskelig beslutning at træffe, og det er jo en beslutning, vi helst havde været foruden, men vi har måttet konstatere, at forhandlingerne simpelthen var gået i stå. Men det er klart, at det er ikke spor morsomt, og at det vil have konsekvenser for rigtig mange mennesker, fortsætter han.
KL og lærerne skal mødes igen mandag i Forligsinstitutionen, som skal mægle mellem dem, fordi de ikke selv kan blive enige, men hvis det ikke lykkes, så bliver det historiens første lockout af lærere. Hvis lockouten fortsætter ind i maj måned, kan det i sidste ende gå ud over elevernes eksaminer i maj og juni, og det er Michael Ziegler helt bevidst om.
- Det kan jeg jo ikke svare på lige nu, men det tror jeg, at de gør. På et eller andet tidspunkt er der jo en af parterne, der bliver møre. Det er derfor man bruger lockout, netop for at køre modparten træt.