Klokken 13.00 fortalte Kommunernes Landsforening, at de lockouter lærerne.

KL's formand, Erik Nielsen, fortalte på et pressemøde, at de varsler lockout mod lærerne, gældende fra den 1. april, hvor den gamle overenskomst udløber. Lockouten gælder for over 50.000 danske lærere.

Det betyder, at kommunerne forbyder lærerne at møde op på skolerne og undervise, hvilket samtidig betyder, at eleverne heller ikke kan møde i skole.

Forældres eget ansvar at passe børnene

Landsformanden for organisationen Skole og Forældre, Mette With Hagensen, er først og fremmest bekymret for børnene.

- Jeg råder KL og lærerne til at kigge hinanden dybt i øjnene, for en lockout er ikke det rigtige skridt, når man tænker på børnene.

Hun er endnu ikke klar over hvordan børnene skal undervises eller passes, hvis lockouten bliver til virkelighed, men som det ser ud nu, så er det forældrenes eget ansvar at passe børnene.

- Som udgangspunkt er det forældrenes eget ansvar at få passet børnene fra den 1. april. Det kan godt ligne kaos, men vi maner til besindighed, for der er stadig en måned til en eventuel lockout, siger Mette With Hagensen, landsformand for Skole og Forældre

- Vi må få et overblik over hvilke skoler, der er hårdest ramt, og se om vi kan arrangere pasning og undervisning af frivillige forældre og bedsteforældre. Der er mange spørgsmålstegn lige nu, siger hun.