Danmarks Lærerforening betegner KLs lockout-varsling som en unødvendig optrapning. Formanden opfordrer KL til at finde tilbage til forhandlingsbordet.
Den lockout, som Kommunernes Landsforening har varslet over for landets folkeskolelærere torsdag, bidrager ikke til at skabe en bedre skole.
Sådan lyder reaktionen fra formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, som frygter, at folkeskolen kan blive kastet ud i »kaos«.
»Med KLs lockout-varsling styrer vi nu mod en ødelæggende konflikt i folkeskolen. De første ofre vil være folkeskolens elever og deres forældre, hvis skolerne lukker ned. Men den virkelige taber risikerer at blive folkeskolen som helhed. Man skaber ikke engagerede, begejstrede og ansvarsfulde lærere, som er fundamentet for en stærk folkeskole, på ruinerne af en ødelæggende og meningsløs konflikt,« udtaler Anders Bondo Christensen i en pressemeddelelse.
Han opfordrer arbejdsgiversiden til at finde tilbage til forhandlingsbordet, så der kan findes en løsning på stridspunktet om lærernes arbejdstid uden en lockout.
»KLs lockout er en hel unødvendig optrapning i forhold til de forhandlinger, som er i gang. Jeg anser langt fra mulighederne for at nå frem til et forlig for at være udtømte. Derfor vil jeg endnu en gang opfordre KL til at komme tilbage til forhandlingsbordet. Vi skal bruge alle tænkelige muligheder for at nå frem til en aftale til gavn for folkeskolen og elevernes undervisning,« siger Anders Bondo Christensen.
Lockouten er varslet til forligsinstitutionen og træder i kraft fra 1. april.
Fakta: Tidslinie for lockout
1. april: Den nuværende overenskomst udløber, så her kan konflikten tidligst starte. konflikten kan udsættes to uger af forligsmændene, hvis de mener at et forlig er muligt.
15. april: En konflikt kan udsættes igen med to uger og fem dage af forligsmændene, hvis de vurdere, at de kan nå et brugbart resultat.
2. maj: Folkeskolens skriftlige afgangsprøver starter eller udsættes, hvis en konflikt ikke er løst.
4. maj: Udsættelse af en konflikt er ikke længere mulig. Skolerne lukker og lærere og elever sendes hjem.
3. juni: Folkeskolens mundtlige afgangsprøver starter eller udsættes, hvis konflikten ikke bliver løst.