Rita og Aages barske kamp mod demens har rørt hele Danmark. Torsdag aften kom vi for anden gang helt tæt på ægteparret i TV 2-dokumentaren 'Rita og Aages sidste dans', hvor vi kunne følge deres sidste tid sammen, før Aage Rasmussen tabte til den frygtelige sygdom Alzheimer, som i løbet af blot otte år forvandlede ham fra en fysisk aktiv mand, der talte tre sprog flydende til knap nok at kunne sanse verdenen omkring sig.
Det tog meget hårdt på Rita Knudsen, som til det sidste var ved sin mands side. Så hårdt, at hun forstår, hvis uhelbredeligt syge med ulidelige smerter overvejer muligheden for at søge aktiv dødshjælp.
»Det er en vigtig debat, selvom det er nok så svært at tale om,« siger Rita Knudsen til BTMX og fortsætter:
»Jeg synes, at det skal respekteres, hvis det er en selv, der træffer den beslutning om ens eget liv. For så er det vel fordi, livet ikke er til at holde ud længere på grund af smerterne.«
Debatten om aktiv dødshjælp er blusset op med jævne mellemrum. Senest, da tidligere overlæge på Arbejdsmedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital Sven Lings erkendte, at han har hjulpet patienter til at dø - selvom det er ulovligt her i Danmark. Kort forinden blev 78-årige Mogens Arlund dømt for at have udført et 'barmhjertighedsdrab' på sin 71-årige hustru, som selv ønskede at dø.
I TV 2-dokumentaren kunne seerne på nærmeste hold se, hvordan sygdommen åd sig mere og mere ind på Aage Rasmussen, så han til sidst ikke kunne tage føde til sig, sov næsten hele tiden, knap nok kunne tale og ikke kunne genkende selv sin nærmeste familie. Det påvirkede Rita Knudsen dybt at se sin mand sygne hen på den måde, og til sidst følte hun ikke, at han levede et værdigt liv længere. Ikke desto mindre var aktiv dødshjælp aldrig et tema for dem, fortæller hun.
»Jeg er glad for, at Aage ikke valgte aktiv dødshjælp, for ellers havde jeg ikke fået de år, jeg fik sammen med ham. Han har været syg de sidste mange år, men de har også givet så mange glæder, så mange oplevelser, så meget samvær og så megen kærlighed, som jeg nødig ville have været foruden,« siger Rita Knudsen.
Var det noget, du og Aage talte om, mens han stadig var frisk nok til at træffe en beslutning om det?
»Nej, vi har aldrig diskuteret det. Jeg er glad for, at Aage ikke lavede et testamente, hvor han skrev, at vi skulle tage hans liv, hvis han fik det så og så dårligt. Det dilemma havde jeg nødig stået i.«
Hvordan ville du have haft det, hvis Aage selv havde taget det op og ønsket aktiv dødshjælp på et bestemt tidspunkt i sygdomsforløbet?
»Så ville jeg have prøvet at tale ham fra det.«
Hvorfor?
»Fordi jeg syntes, vi stadig havde mange gode stunder dengang, han stadig var frisk. Så det ville jeg have været ked af. For nogen mennesker er det (aktiv dødshjælp, red.) den rigtige løsning. Men for mig ville det ikke have været det. Jeg ville ikke tage mit eget liv, med mindre jeg havde så stærke smerter, at jeg ikke kunne holde det ud længere.«
Hvad vil du sige til dem, som overvejer at søge aktiv dødshjælp?
»Jeg synes, de skal tænke sig grundigt om, før de træffer den beslutning. De skal snakke det igennem med deres nærmeste og overveje, hvad de gør. For man kan stadig få mange gode stunder sammen med sine nærmeste, selvom man er uhelbredeligt syg,« siger Rita Knudsen.
Danskerne kom på fornavn med Rita og Aage i april 2015, hvor TV 2 sendte den første gribende dokumentar om parrets ubarmhjertige kamp mod alzheimer, 'Da Aage forsvandt'. Dokumentaristen Kay Brase har fulgt parret i snart seks år. Fra dengang den tidligere gymnasielærer i matematik var en aktiv mand, der dyrkede sport og kunne tre sprog flydende, til den sidste tid, hvor sygdommen vandt.
Rita og Aage mødte hinanden tilbage i 2003. De var som ’nyforelskede teenagere’, har Rita Knudsen tidligere fortalt til BT. De rejste sammen, gik lange ture, dansede og i det hele taget bare nød hinandens selskab. Men lykken varede kort. Stresssymptomer, som Rita Knudsen ellers havde slået hen som noget forbigående, tog til omkring 2006. Den ellers så skarpe matematiklærer fik svært ved hovedregning. Kort før parrets bryllup i 2008 fik han den nedslående diagnose: Han havde alzheimer i en alder af bare 56 år.
En sygdom som endte med at koste ham livet. Aage Rasmussen sov stille ind på plejehjemmet, der siden 2013 har været hans hjem, den 25. juli 2016. Rita Knudsen var ved sin mands side til det sidste, selvom det var hårdt for hende at være vidne til den langsomme forværring af hans tilstand.
I dag lever omkring 42.000 danskere med en Alzheimer-diagnose. Efter selv at have oplevet, hvad sygdommen gør ved folk, har Rita Knudsen disse råd til ægtefæller og andre nære pårørende til én, som har fået Alzheimer.
»Sørg for at nyde hinandens selskab, mens I kan. Lav noget sammen, så længe I kan og få det bedste ud af det,« siger Rita Knudsen.
Du kan læse mere om Rita Knudsen og Aage Rasmussens liv i en ny bog om parret, som udkommer 10. marts, skrevet af Rita Knudsen selv. Bogen hedder ’Da Aage forsvandt’ og udkommer på forlaget Turbine.