De to Team CSC-læger Joost de Maeseneer og Piet de Moor afviser, at de har dopet ryttere, som Michael Rasmussen påstår.
I Michael Rasmussens kommende bog "Gul feber", som udkommer i næste uge, lyder der dopinganklager mod en lang række navngivne personer i cykelverdenen. En del af anklagerne går mod Team CSCs læger, som Michael Rasmussen havde berøring med, da han kørte på holdet i 2002.
Rasmussen skriver, at lægerne overvågede rytternes blodværdier for at holde øje med, om rytterne tog for meget EPO. Ifølge Rasmussen talte han åbent med lægerne om, hvordan man tog doping, og hvordan præparaterne virkede. Lægerne udskrev ifølge Rasmussen ofte falske recepter og certifikater på blandt andet kortison, som rytterne dermed kunne tage. Indsprøjtningerne blev givet af lægen Piet de Moor, som stadig er en del af Bjarne Riis' cykelhold.
Piet de Moor er blevet kontaktet af bogens forfatter, Klaus Wivel, og her siger han i et kort statement, at han altid har handlet indenfor UCIs regler.
Overfor bt.dk ønsker han ikke at uddybe sin kortfattede udtalelse.
- Jeg har allerede givet en kommentar til forfatteren
Vil du senere kommentere på anklagerne?
- Jeg vil snakke med pressechef Anders Damgaard, og så må vi se, hvad der sker. Men jeg har allerede givet en kommentar til forfatteren.
Den anden læge på holdet i 2002 var Joost de Maeseneer, som i dag er læge på Astana. Joost de Maeseener bliver ikke nævnt ved navn i bogen, men Rasmussen skriver, at det var lægerne på holdet, som sikrede rytterne dispensation til at tage kortison, selvom de ikke havde behov for det.
Det er ikke første gang, lægerne bliver anklaget for at have fiflet med recepter. Tyler Hamilton kom med lignende anklager, da han sidste år fortalte om sit syn på forholdene på Team CSC i 2002 og 2003. Dengang fortalte Joost de Maeseneer til bt.dk:
- Når vi gav indsprøjtninger med kortison, så var det altid af lægelige hensyn, og aldrig fordi vi ville dope.
- Jeg kan sige, at mine kolleger og jeg har aldrig nogensinde været 'bad guys'. Det lyder mere som om, det her er en sag mellem Bjarne Riis og Tyler Hamilton, sagde Maeseneer til bt.dk.
Maeseneer har været læge på det danske hold helt fra Team Home-Jack & Jones-dagene, og var tidligere læge på hollandske TVM. Sidste år forlod han holdet og skiftede til Astana. I sine mange år med Riis som chef, oplevede han flere gange, at ryttere havde mistænkelige værdier.
- Vi må være ærlige overfor hinanden. Når jeg har været i cykelsporten i så mange år, hvor der har været doping, så har jeg selvfølgelig stødt på 1, 2, 3, 4, 5 eller flere navne, som jeg har givet videre til Bjarne og sagt; "du skal være forsigtig med ham her". Men jeg vil ikke sige nogle navne, for det er fortroligt.
Hvad gjorde Bjarne, når du advarede ham om ryttere på holdet?
- Bjarne tog altid den rigtige beslutning. Derfor fulgte vi nøje den rytter, der var tale om, og så var det selvfølgelig svært at fortsætte med rytteren i fremtiden, sagde lægen i november sidste år.