KOMMENTAR
Der er reelt kun to instanser, der kan bremse Bjarne Riis: hans hovedsponsor og en sag fra antidoping-myndighederne. Så selv om det virker mere og mere omsonst at benægte, at der er foregået lyssky handlinger på hans hold – også med mandens vidende - er det ikke selve Michael Rasmussens bog, der er det farlige. Næ, det er den sag, som hele Michael Rasmussens vidneudsagn danner grundlag for. Og det er derfor, Michael Rasmussens bog er særdeles interessant.
I de dele af bogen, som BT har haft lejlighed til at gennemlæse, er der ikke en rygende pistol, som tilfældet var i Tyler Hamiltons biografi, hvor Riis bliver beskyldt for aktivt at opfordre til blodoping. Michael Rasmussen var - i egen optik - ganske enkelt ikke en stor nok fisk på holdet til at være under Riis’ nidkære lup. Men billedet af et hold, der i begyndelsen af 00’erne benyttede sig af doping, står tydeligt tilbage. Og dermed er Michael Rasmussens udsagn med til at underbygge en række påstande fra eksryttere, der tidligere har været med til at fælde Lance Armstrong.
Vi ved ikke, hvad der sker i tilfældet Bjarne Riis. Om de mange vidneafhøringer munder ud i en rapport, der tegner et dystert billede af fortiden, men lader den være det - fortid - fordi alle anklager er for gamle til at kaste en karantæne af sig, eller om der indledes en reel sag. Og det er det sidste, der er Riis’ egent-lige frygt. Han er fredet af sin sponsor og har efter mere end 20 år i medierne opbygget mere hård hud end et samlet Christiansborg. For at Riis ikke har været vidende om det, der foregik, er at bortsortere viden i sjælden grad. Hamiltons anklager blev i sin tid affejet som kommende fra en notorisk løgner, men dannede grundlag for sagen mod Lance Armstrong, og Michael Rasmussens ditto kan ende med det samme ved Bjarne Riis.
Man kan spørge sig selv, om det er så overraskende, at Riis udnyttede de muligheder, der var. Om sporten var (er?) så betændt, at det ingen mening gav at gå dydens smalle sti, når nu alle andre snød. Bjarne Riis vidste fra sin egen karriere, hvad det krævede at nå til tops. Jeg har svært ved at se, hvad der skulle have ændret sig i de få år, der gik, fra karrieren som aktiv blev indstillet, til han stod som holdejer. Det var til dels de samme ryttere, han havde konkurreret mod, som nu skulle besejres fra sportsdirektør-bilen, og han vidste, hvordan de præparerede sig. Hvorfor skulle hans egne folk ikke gøre det samme?
At det forholdt sig sådan engang, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det samme er tilfældet i dag. Men Bjarne Riis er pinligt klar over, at hans ord ikke har samme vægt i dag. Troværdigheden - for nu at bruge et forslidt begreb - er voldsomt udfordret. Sådan må det være, når man indrømmer eget misbrug, men forsikrer om, at holdet er rent. Og så i øvrigt kryber i skjul, når påstandene bliver for alvorlige.
Michael Rasmussens indspark er væsentligt, fordi vi nu ved, hvad ADD har arbejdet videre med. Men vær ikke i tvivl: Det er ikke en angrende mand. Han fortryder intet, men forholder sig til, hvad der var nødvendigt på et givent tidspunkt for at nå til tops. Jeg kunne godt have Bjarne Riis mistænkt for at have gjort sig de samme tanker.