KOMMENTAR
Flere afsnit fra eks-cykelrytteren Michael Rasmussens biografi ’Gul feber’ landede i går på mit bord
Bogen skjuler ikke, at Bjarne Riis, læger og andre aktører på det store danske cykelhold var aldeles vidende om fordelene ved doping, da Michael Rasmussen kørte på Team CSC-Tiscali i 2002.
Bjarne Riis bliver altså tilsyneladende ikke skånet i den undersøgelse, som Anti Doping Danmark (ADD) under stor hemmelighedskræmmeri er ved at færdiggøre blandt andet på Michael Rasmussens vidneudsagn.
Bjarne Riis hentede ikke stoffer. Han fordelte ikke sprøjterne. Men han vidste, hvad der foregik, og han var med på, hvad der skete. Det er essensen af, hvad Michael Rasmussen fortæller om sin korte tid på holdet.
Rasmussen gør dermed intet for at modsige, hvad den amerikanske eks-rytter Tyler Hamilton allerede har fortalt om Riis i bogen ’The Secret Race’ fra 2012.
Hamilton blev mange steder, dengang bogen udkom, affærdiget som en pengesulten løgnhals, når han påstod, at Riis skabte samarbejdet med bloddopinglægen Eufemiano Fuentes. Men det skulle da senere vise sig, at Hamilton havde ramt en nerve med alt andet i sin bog.
Det kan man tænke lidt over, inden man smider affald efter Rasmussen.
En amerikansk dopingrapport bekræftede, hvad Tyler Hamilton havde fortalt om doping på cykelholdet US Postal, og senere måtte også det ellers så stædigt nægtende sportsikon Lance Armstrong indrømme, at Hamilton havde ret.
Rasmussen vil nu skabe ny ballade under Riis, som ganske vist for seks år siden indrømmede sit eget dopingmisbrug som cykelrytter, men som altid har insisteret på, at han som holdejer har arbejdet for en ren sport.
Den påstand virker efterhånden lige så højkomisk som Rolf Sørensens mangeårige insisteren på, at han blev Danmarks mest vindende landevejsrytter på vand og brød.
Det vil være mageløst, om Bjarne Riis på den anden side af hele dette cirkus kan rejse sig uden andet problem end den hullede troværdighed.
Men muligheden er jo tilstede, hvis sponsoraterne fortsætter. Og hvis han ellers kan leve med, at mange mennesker overhovedet ikke tror på hans ord.
Vi ved nemlig ikke, om ADDs undersøgelse vil ende med en sag.
Ifølge WADA-kodens paragraf 2.8 gives karantæne på mellem fire år og livstid til den manager, som har administreret eller tilskyndet til doping. De kendte historier er dog alle forældede i forhold til en disciplinærsag.
Men hvis man virkelig tror, at Bjarne Riis og det danske cykelhold skruede ned for dopingvarmen, mens alle andre skruede op i midten af 00’erne, kan man risikere at virke ualmindeligt blåøjet om ganske kort tid, når hele Rasmussens bog bliver frigivet – og når ADDs undersøgelse lander.