Få vendt den massive krise, banke selvtillid ind i en desillusioneret spillertrup, finde ny permanent træner, sikre profiler i det kommende transfervindue, der kan sparke OB tilbage i toppen af dansk fodbold og nå ja – stå for den daglige træning. Der bliver rigeligt at se til for altmuligmanden Poul Hansen, der indtil mandag ’blot’ var sportsdirektør i OB. 

Men med fyringen af Henrik Clausen, må han nu finde endnu en passende kasket frem.

- Jeg får da super travlt, det har du ret i, men altså det drejer sig jo om to måneder, så er Superligaen slut. Og nogle af mine normale opgaver – for eksempel scouting og udvikling af spilkonceptet – bliver uddelegeret til andre. Vi har jo et rigtig godt sportsligt setup, siger Poul Hansen, der til sommer kaster sig ud i endnu en rolle.

For knap er sæsonen slut, før Poul Hansen dukker op som ekspert i TV 2s EM-studie under sommerens slutrunde. Derfor stopper travlheden slet ikke med udgangen af Superligasæsonen.

- Set udefra kan man på underdrevet jysk sige, at han får travlt. Der skal en ny træner til, og der skal nye spillere ind og spillere ud. Han kommer i hvert fald ikke til at holde ferie, siger Peter Kjær, fodboldkommentator på TV3+, til sporten.dk

Under EM, der løber fra 9. juni-1. juli skal Poul Hansen hver anden aften tage turen til TV 2s EM-studie i København.

- Folk skal ikke tro, at man ’bare’ står i et EM-studie i to timer. Det kræver enorm forberedelse. Så han kommer til at bruge meget tid på noget, som ikke vedrører hans OB-job, siger Peter Kjær, der har en kort fortid som sportschef i Silkeborg. Hovedpersonen selv kan dog ikke se problemet i at dobbeltjobbe i en afgørende tid for OB.

- Hvis jeg havde været træner i løbet af sommeren, havde det været fuldstændig umuligt, fordi træningen starter op under EM. Men hvis vi gør vores arbejde godt nok og har en træner og truppen på plads inden EM, så burde jeg jo egentlig bare holde ferie der. Alternativt kunne jeg have været tre uger på Ibiza, siger Poul Hansen. 

Kan du forstå, hvis folk tænker, hvordan du kan have tid til at være EM-ekspert under så afgørende en sommer for OB?

- Ikke lige nu. Men hvis vi når sommeren, og truppen og træneren ikke er på plads, og jeg så forsømmer mit arbejde ved at gå på tv, så kan jeg forstå det, siger Poul Hansen og slår fast, at han under EM vil bruge masser af tid på arbejdet i OB.

- Jeg vil have en arbejdsdag fra cirka 8-17 i OB, så det er egentlig bare mine aftener, jeg bruger. Hvis ikke jeg kan nå mit arbejde, inden jeg tager i studiet om aftenen, så er der et eller andet galt, siger Poul Hansen.