Den tidligere OB-spiller og U21-landstræner har flere gange været sat i forbindelse med jobbet i Odense. Han har mange af de idéer om boldbesiddende og offensiv fodbold, som Poul Hansen gerne vil implementere i OB, og de to kender hinanden godt fra deres forskellige roller i DBU-systemet.

Fordel: Han er ledig på markedet og kender alt til ungdomsarbejdet i Danmark, hvilket er et område, OB vil satse mere på. Han er desuden også en langsigtet løsning.

Ulempe: OB kan ønske sig at få folk, der intet har med klubbens fortid at gøre. Desuden er der en opfattelse at, at Keld Bordinggaard ikke er i stand til at hente resultater.

John Faxe Jensen

Den tidligere Herfølge- og Randerstræner og assistent for Michael Laudrup i Brøndby og Getafe har stor trænererfaring og er kendt for at have den indpisker-mentalitet, der kan være brug for i OB. Faxe har uddannet sig ærgerrigt og modtaget coaching-undervisning ved siden af sin træneruddannelse, og som ekspertkommentator har han holdt øje med spillet, siden han blev afskediget som assistent i Blackburn.

Fordel: Han er ledig og har en fandenivoldskhed, der har manglet i foråret. Ynder at spille, sådan som Poul Hansen gerne vil.

Ulempe: Slog ikke igennem, da han endelig fik chancen i Randers.

Thomas Helveg

Hvor har Thomas Helveg været den seneste periode? Han var manden, der om nogen havde stemmen til at råbe op i OB, men han har forholdt sig tavs, mens kritikken er haglet ned over Henrik Clausen. Har han gået rundt med cheftrænerambitioner?

Rokaden med at rykke en assistent op som chef ville være noget, man havde set før, og Thomas Helveg kender alt til klubbens mekanismer.

Fordel: Han er der allerede, skal ikke sættes ind i noget nyt og er desuden den billige løsning.

Ulempe: Han er en del af nedturen og har ikke trænererfaring. Er slet ikke trådt i karakter efter sin indtræden i trænerteamet.