Før kampen mod HB Køge havde OB ingen planer for, hvad der skulle ske i tilfælde af et nederlag. Og heller ikke efter fyringen er klub-ledelsen afklaret med, hvem der skal efterfølge den midlertidige cheftræner Poul Hansen. Eller hvordan hans profil skal se ud.

- Det var ikke planen, at vi ville fyre Henrik Clausen, så vi havde ikke forberedt os på det. Det bliver primært Poul Hansens opgave at finde den træner, der skal føre vores strategi videre ud i livet, men vi sætter os selvfølgelig alle sammen ned i sportsudvalget, som Poul står i spidsen for, og tegner den profil, vi går efter, siger OB-direktør Thomas Christensen til sporten.dk.

- Vi har ikke lige aftalt hvor og hvornår, men det bliver hurtigst muligt i løbet af de kommende dage, og det bliver det allerførste, vi nu skal kigge på, siger Thomas Christensen.

Han stod sammen med bestyrelsen selv i spidsen for fyringen af Kim Brink, Lars Olsen og Viggo Jensen for halvandet år siden, og han erkender, at han og resten af ledelsen også har et stort ansvar for, at tingene ikke er lykkedes i OB siden fyringerne og ansættelsen af Henrik Clausen.

- Ja, det ansvar gælder hele vejen rundt. Det er os, der har lagt den nye strategi, og den holder vi fast i. Derfor tager vi selvfølgelig også vores del af ansvaret for, at det er gået, som det er, siger Thomas Christensen.