Formanden for Dansk Boldspil-Union (DBU), Jesper Møller, fortryder ikke, at han har udtalt sin støtte til Michel Platini som kommende præsident for det internationale fodboldforbund (FIFA), selvom franskmanden fredag også blev fedtet ind i undersøgelsen mod FIFA.
Fredag blev DBUs ønskekandidat til præsident-posten i FIFA, Michel Platini, draget ind i undersøgelsen mod det internationale fodboldforbund, men det får ikke DBU-formand Jesper Møller til at forryde, at han har udtalt sin støtte til franskmanden.
»Nej, det har jeg ikke. På så tidligt et tidspunkt er man nødt til, når man bliver spurgt, at melde en holdning ud om, hvem man gerne ser som kandidat. Det samme gjorde jeg med Luis Figo. Ham endte jeg jo heller ikke med at stemme på. Vi følger situationen tæt,« siger Jesper Møller til Ritzaus Bureau. Det skriver TV3 Sports hjemmeside.
Men det er ikke det samme, som at Michel Platini nødvendigvis får DBUs stemme.
»Belært af det, der skete sidst, så skal jeg ikke sige noget om, hvem vi stemmer på før på selve dagen eller måske aftenen før. For det er efterhånden umuligt at vide, hvem der er på fri fod, Men det er klart, at hvis Platini har begået uregelmæssigheder eller andre ting, og han ikke er kandidat på dagen, så giver det sig selv. Så skal vi stemme på en anden,« siger Jesper Møller.
Michel Platini blev involveret i sagen fredag, da de schweiziske myndigheder kørte FIFAs nuværende præsident, Sepp Blatter, til afhøring.
Sepp Blatter anklages dels for at have indgået en ulovlig tv-kontrakt i 2005 med den daværende præsident for det mellemamerikanske forbund (CONCACAF), Jack Warner fra Trinidad & Tobago. Dels er FIFAs mangeårige præsident anklaget for at have betalt små 15 millioner kr. under bordet til Michel Platini for at sikre sig genvalg til præsident-posten i 2011.
Michel Platini skal i den forbindelse også afgive forklaring.
En kilde hos de schweiziske myndigheder siger til det britiske nyhedsbureau Reuters, at Michel Platini selv har ønsket at bidrage med informationer i efterforskningen.
Den 79-årige Sepp Blatter blev taget med til afhøring efter et møde fredag eftermiddag i FIFAs såkaldte eksekutiv-komité, hvor man bl.a. besluttede, at VM i 2022 skulle afvikles om vinteren.
Det var meningen, at der skulle have været pressemøde efter dette møde med Sepp Blatter, men det blev ikke til noget p.g.a. afhøringen.
Ifølge flere nyhedsbureauer har politiet foretaget ransagning af Sepp Blatters kontor, og hans computer er blevet beslaglagt.
Det hele er led i en stor undersøgelse af FIFA, som blev indledt i maj i år, hvor 14 højtstående FIFA-folk blev anholdt på opfordring af det amerikanske forbundspoliti, FBI.
Sepp Blatter blev i maj genvalgt som præsident for en ny fire-årig periode, men han har siden bebudet, at han vil trække sig. Det skal ske til en ekstraordinær kongres i FIFA 26. februar 2016.
Siden skandalen brød ud, har Sepp Blatter nægtet at rejse til nogle lande, der har udvekslingsaftale med USA. Det eneste land, Sepp Blatter har rejst til i de seneste fire måneder, er Rusland.
Sepp Blatters advokat, Richard Cullen, siger, at hans klient er uskyldig.