Det internationale fodboldforbund FIFA har ifølge nyhedsbureauet AFP indvilliget i at udlevere generalsekretæren Jerome Valckes emails til de schweiziske myndigheder.

Valcke blev suspenderet fra posten som generalsekretær i sidste uge, fordi han mistænkes for at have godkendt at lade VM-billetter blive solgt til overpriser. Han har fungeret som FIFA-præsident Sepp Blatters højre hånd.

Valckes emails skal granskes i forbindelse med den schweiziske og amerikanske undersøgelse af mulig korruption - blandt andet i forhold til tildelingen af VM-værtsskaberne for slutrunderne i 2018 og 2022 til henholdsvis Rusland og Qatar.

Indtil videre er præsident Sepp Blatter gået fri af de korruptionsafsløringer, som har ramt organisationen i løbet de seneste måneder, og som har ført til anholdelser af flere højtstående FIFA-medlemmer og forretningsfolk.

Men Valcke står præsidenten meget nær, så det bliver spændende at se, om efterforskerne nu finder ulovligheder, der kan kædes sammen med Sepp Blatter.