Det er under et døgn siden, at Bayern München meldte ud, at klubben ser positivt på en kontraktforlængelse med cheftræner Pep Guardiola.
Men det betyder ikke, at andre interesserede arbejdsgivere holder sig væk.
Ifølge den engelske avis The Sun har det engelske fodboldforbund, FA, udset sig spanieren, der har kontraktudløb efter denne sæson, som afløseren for Roy Hodgson, der ligeledes kun er bundet af en aftale frem til næste sommer.
Og FA er angiveligt klar til at gå langt for at sikre sig Pep Guardiola som landstræner i stedet for Roy Hodgson - rigtig langt.
Således skriver The Sun, at fodboldforbundet er klar til at tilbyde den 44-årige spanier en løn på over 100 millioner kroner om året, hvis han siger ja til at føre England til VM i Rusland 2018.
I forvejen tjener Pep Guardiola lige over 100 millioner kroner, så der er tale om, at FA er klar til at matche den løn, han i øjeblikket tjener i Bayern München.
Men tyskerne synes dog også at være indstillede på at give Pep Guardiola en god kontrakt.
»Jeg er optimistisk i forhold til Peps forlængelse. Vi har givet ham et fremragende tilbud, som han ikke bare kan skubbe til side,« sagde Bayern-direktør Karl-Heinz Rummenigge til Bild torsdag.
England er sikker deltager ved EM i Frankrig næste sommer og har gjort rent bord i de første otte kampe i kvalifikationen til slutrunden.
