Michel Platini vil fortsat arbejde for at blive præsident for det internationale fodboldforbund (FIFA), selvom franskmanden i sidste uge blev fedtet ind i korruptions-skandalen.

Fredag i sidste uge blev Michel Platini draget ind i den omfattende sag om korruption i FIFA, men formanden for det europæiske fodboldforbund (UEFA) vil fortsat gerne være topfigur i verdensforbundet.

»Jeg er fortsat fast besluttet på mit kandidatur. Der er ingen tvivl om min integritet,« siger Michel Platini ifølge det franske sportsblad, L'Équipe.

Michel Platini beskyldes for at have modtaget penge under bordet af FIFAs nuværende præsident, Sepp Blatter, i forbindelse med schweizerens genvalg i 2011.

I den forbindelse har de schweiziske myndigheder bedt franskmanden om at afgive forklaring.

»Sepp Blatter har betalt mig for arbejde, jeg har udført for FIFA. Jeg er tilfreds med, at jeg har kunne bidrage med, at jeg har kunne forklare dette for myndighederne,« siger Michel Platini.

Den 79-årige Sepp Blatter blev genvalgt for en ny fire-årig periode i maj i år. I samme måned blev 14 nuværende og tidligere FIFA-folk arresteret p.g.a. anklager om korruption.

Efterfølgende har Sepp Blatter sagt, at han alligevel vil trække sig fra posten, og at det skal ske i forbindelse med en ekstraordinær kongres i februar 2016.

Fredag blev Sepp Blatter hevet med til afhøring af myndighederne, men mandag var han tilbage på arbejde, hvor han sagde, at han ingen planer har om at træde tilbage før den ekstraordinære kongres.