Landstræner Morten Olsen ønsker ikke at blande sig i Nicklas Bendtners situation i Wolfsburg, som efterhånden virker en smule håbløs. Olsen noterer sig blot, at angriberen præsterer på landsholdet.

Nicklas Bendtner er kommet i unåde i Wolfsburg, efter han søndag som eneste mand i truppen meldte afbud til et fan-arrangement på grund af sygdom. Det fik klubbens ledelse op i det røde felt og har nu for alvor sat spørgsmålstegn ved Bendtners fremtid i den tyske Bundesligaklub. Oven i hatten har Bendtner ikke været inkluderet i truppen i de to seneste kampe.

Landstræner Morten Olsen har noteret sig Bendtners situation, men han ønsker ikke at gå imellem klub og spiller.