Nicklas Bendtner var for anden spillerunde i træk end ikke med i Wolfsburgs trup, da Bendtner-klubben i weekenden mødte Dortmund. Bendtner er helt ude i den tyske kulde, og lederne ryster på hovedet over danskerens træningsindsats.
I Danmark har Bendtners hjerteklub FC København akut brug for en mand med mål i støvlerne. Københavnerne har en solid håndfuld langtidsskader på de offensive positioner, og søndagens guld-nederlag mod FC Midtjylland afslørede med al tydelighed, hvor tandløse løverne er i den forreste kæde.
Derfor virker det som en realistisk og oplagt mulighed, at FC København og Nicklas Bendtner slår pjalterne sammen i den kommende sæson. Men så enkelt er det imidlertid ikke.
Bendtner har endnu to år tilbage af sin kontrakt med Wolfsburg. En kontrakt, der indbringer ham omkring 20 millioner kroner om året. I FC København ligger lønloftet på 4-5 millioner kroner om året. Derfor er der specielt på den økonomiske front en kabale, der skal gå op, før det opsigtsvækkende skifte kan blive en realitet.
BT opstiller her de to mulige scenarier, der kan gøre et Bendtner-comeback til FCK til virkelighed.
1. Bendtner har efter flere år som marginalspiller brug for at komme til en klub, hvor han bliver værdsat som en stjerne, og hvor han ikke skal bekymre sig om spilletid. Derfor sluger han en enorm lønnedgang og får sin kontrakt med Wolfsburg ophævet.
2. Wolfsburg og FC København bliver enige om en lejeaftale, hvor FCK betaler 25 procent af Bendtners løn. Landsholdsangriberen er motiveret af udsigten til spilletid, og samtidig kan han ramme topformen op til Danmarks potentielle deltagelse ved EM-slutrunden næste sommer. En flot slutrunde kan - ligesom det var tilfældet efter Bendtners stærke præstationer under EM 2012 - blive hans springbræt til en ny guldrandet kontrakt i en af de store europæiske ligaer.
