Det lugter alvorligt af et sommer-farvel til Wolfsburg for den danske landsholdsangriber Nicklas Bendtner.

Han har haft meget svært ved at spille sig ind i træner Dieter Heckings start-11'er, og til søndagens hjemmekamp mod Paderborn er Nicklas Bendtner ikke engang med i truppen.

Bendtner fik sandsynligvis allerede beskeden lørdag aften, og det kan forklare, at han her lagde et billede på Instagram med teksten 'Speechless' - på dansk 'målløs'.

Danskeren har deltaget i 18 Bundesliga-kampe i denne sæson, og det er blevet til en enkelt scoring. I Europa League står han dog noteret for fire mål.

For et par uger siden blev Bendtner smidt ud af Wolfsburg-truppen, da han kom en time for sent til den afsluttende træning. Og det var ikke første gang, at Bendtner får Wolfsburg-ledelsen til at hive sig i håret. Hecking har ofte brugt medierne til at opfordre Nicklas Bendtner til at oppe sig i træningerne. Og den lange angriber er flere blevet kaldt ind på Heckings kontor for at stå skoleret.