Liverpool planlægger et overraskende bud på Chelseas danske kæmpetalent, Andreas Christensen.

Ifølge den engelske avis The Sun skulle Liverpool være villige til at betale 6 millioner pund (ca. 60 mio. kr., red.) for den danske forsvarsspiller.

Liverpool har brug for defensive forstærkninger til sommer, da både Glen Johnson og Kolo Touré har kontraktudløb. Manager Brendan Rodgers skulle derfor se Andreas Christensen som den ideelle erstatning, da danskeren kan spille både i midterforsvaret og på højre back.

19-årige Andreas Christensen har hovedsageligt spillet på Chelseas U21-hold, da den unge franskmand Kurt Zouma har været manager José Mourinhos foretrukne backup-valg.

Chelsea er næppe interesseret i at miste Christensen, men det tidligere Brøndby-talent tøver for tiden med at underskrive en kontraktforlængelse, så de nykronede engelske mestre kunne blive fristet til at sælge, hvis Liverpool kommer med et konkret bud.