Kasper Schmeichel er blevet lovet en startplads i tirsdagens VM-kvalifikationskamp mod Malta.
- Det eneste vi med sikkerhed ved, det er, at Kasper Schmeichel står på tirsdag. Han har gjort sig fortjent til at få chancen igen. Sidste gang, han stod, var ikke fair, siger Morten Olsen med henvisning til Kasper Schmeichels debutkamp i foråret, hvor Danmark leverede en miserabel indsats og tabte 0-3 til Makedonien.
Landstræneren understreger, at det ikke er et fravalg af det normale førstevalg Stephan Andersen, men det handler i stedet om, at Kasper Schmeichel skal have et klap på skulderen.
- Vi belønner Kasper for en utrolig god indsats til træning. Det handler ikke om, at Stephan har gjort det dårligt, men Kasper har fortjent at få chancen, lyder det fra Olsen.
Kasper Schmeichel er naturligvis glad for startpladsen, og det betyder, at den på papiret ligegyldige VM-kvalkamp mod Malta, pludselig bliver vigtig for den 26-årige målmand.
- Jeg fik det at vide i går (lørdag, red.), og det var selvfølgelig en utrolig dejlig besked at få. Det bliver en fed kamp for mig, og jeg glæder mig til at spille i Parken, siger Schmeichel.