Fremtidens mand. Viktor Fischer har accepteret, at VM-kvalifikationen skulle gennemføres med et sammenspillet hold. Men nu hvor Danmarks VM-håb er lagt i graven, er målet for fremtiden klart. Nu vil han have spilletid.

Indtil nu har Viktor Fischer haft tålmodighed. Så meget som man nu kan have, når man er sin årgangs største talent og allerede har smagt på både mesterskaber, landshold og Champions League, og når man godt ved, at turen en dag kommer til ham. At han inden for en overskuelig tidsperiode bliver en af landsholdets bærende spillere.

Fredag forlod han Parken ad bagvejen efter en hel kamp på bænken. Han tog ikke turen forbi kameraer og mikrofoner i mixed zone, men trak indesluttet og mut sin kuffert gennem spillertunnellen hen langs banen og forbi udskiftningsbænken, inden han drejede op til venstre, op ad A-tribunen og ind i loungen for at lukke kampen ned med et stykke mad.

Fra nu af skal det være anderledes. Nu rækker tålmodigheden ikke meget længere. Det var dét. Det var dén VM-kvalifaktion. Det var dén tid. Dén læreperiode. Nu er det snart tid til Viktor Fischer

- Jeg har ikke haft nogen særlige forventninger om at starte inde i denne her VM-kvalifikation. Jeg gør alt, hvad jeg kan. Jeg gør virkelig alt, hvad jeg kan, men hvis det ikke er muligt, er det sådan, det er. Jeg skal gøre mit bedste. Men på den anden side: Når VM er overstået, vil jeg begynde at spille. Det tør jeg alligevel godt sige. Så vil jeg sgu spille. Vi starter forhåbentlig op fra nul, og der vil jeg begynde at lægge mere vægt på spilletid, siger Viktor Fischer.

- Det er meget vigtigere for mig lige nu at være fast mand på klubholdet, for hvis jeg kan blive fast mand på klubholdet og vise, hvad jeg kan dér, kommer chancen på A-landsholdet – det er jeg slet ikke i tvivl om. Det vil den gøre uanset hvad, fordi der er spillere, der smutter, spillere der bliver skadet og så videre. Derfor er jeg tålmodig i forhold til det. Jeg er meget mindre tålmodig på klubplan, siger Ajax-spilleren.

Lørdag var han en af de spillere, der blev taget i skole af Morten Olsen under træningen i Helsingør. Hevet til side og med landstrænerens lidt mekaniske fagter forklaret, hvor han burde tage sig sine friheder, og hvor han burde holde sit spil stramt.

- På den sidste tredjedel af banen kan du tage risici. Du kan søge ind i banen, tage en dribling, prøve nogle ting. Her på midten skal du være mere rolig. Spille bolden, tilbyde dig igen, wup, wup, og så tage løbet fremad, forklarede Olsen.

Fischer lyttede intenst. Han vil gerne lære og udvikle sit spil, sådan som han har selv synes, han har gjort, siden han for et år siden blev permanent inkluderet i Ajax’ førsteholdstrup. Men noget har gået ham på i denne sæson. Hans sans for at score mål har svigtet ham, efter han i et helt liv har set sig selv som en målscorer, en iskold afslutter, der altid har været ham, der scorede og scorede og scorede, hvilket fik hans træner, Frank de Boer, til at sætte ham på bænken.

- Du har brug for at få ro i dit hoved, sagde træneren til ham.

- Og det var rigtigt. Jeg tænkte alt for meget i den periode og scorede ikke nogen mål. Ikke bare det: Jeg spillede heller ikke godt. Nu er jeg begyndt at spille rigtig godt, og så begynder målene at komme. Vi har vundet de seneste to kampe i Holland med sammenlagt 9-0, og jeg føler oprigtigt, at jeg er en stor, stor del af det – også på trods af, at jeg ikke scorer. Målene skal nok komme igen. Jeg har altid scoret mål, og jeg skal nok blive ved med at score mål, siger Viktor Fischer, der har haft godt af at tale om sine frustrationer med folk, der ikke på samme måde som ham selv har været påvirket af de manglende mål.

- Jeg bruger meget tid på at snakke med min familie og min agent, Søren Lerby, fordi de nogle gange kan tage det lidt med et smil og få det lidt ned på jorden. Det kan godt være vigtigt, når man tror, man er inde i en stor, stor skandaleperiode. Man lærer at forstå, at det betyder mere for én selv end for mange andre, og pludselig scorer man igen, og så er det glemt, siger Viktor Fischer.

Og så er vi tilbage til det med udviklingen, for hvem siger egentlig, at man, fordi man engang scorede mål, også skal gøre det resten af karrieren? At det er en målscorer, man er?

- Jeg skal nok vænne mig til, at det ikke nødvendigvis er mit eget billede af mig, der er det rigtige. Måske er det trænerens. Måske er jeg en oplægger, en spiller med et godt drive, der kan true målet, og som kan score, men som ikke nødvendigvis skal score for at have spillet en god kamp, eller for at holdet kan vinde fodboldkampe, erkender Viktor Fischer.

- Jeg vil stadig vove at påstå, at jeg er en målscorer, og at jeg er kold foran mål i de fleste tilfælde, og det vil jeg holde fast i for altid. Men jeg vil også vove at påstå, at jeg har lagt flere ting til mit spil, som har gjort mig til en bedre fodboldspiller, og hvis man lægger flere ting til sit spil hele tiden, så kan man ikke bare blive ved med at være en målscorer. Der vil også komme bedre medspillere, der også er dygtige til at score mål, og hvis man kan levere assister, så de scorer dobbelt så mange mål, hvorfor skulle man så ikke gøre det? Det er jo en holdsport, siger Viktor Fischer.

Fra på tirsdag bliver han med en vis sandsynlighed en endnu mere markant del af den holdsport, når Malta kommer på besøg i Parken i sådan en kamp, der kunne have været noget sjovere at spille, men som dog er sjovere at spille end at se fra bænken. Igen.