OB har mandag valgt af ophæve kontrakten med cheftræner Henrik Clausen som følge af de dårlige resultater. Sportsdirektør Poul Hansen overtager cheftrænerposten resten af forårssæsonen, og Thomas Helveg fortsætter som assistenttræner.

- Det er vigtigt at understrege, at dette er en midlertidig løsning. Jeg skal ikke være OBs cheftræner, og vi vil arbejde målrettet på at finde den rette profil til jobbet. Vi har naturligvis en række kandidater, som vi vil gå i nærmere dialog med i den kommende tid, siger Poul Hansen i en pressemeddelelse.

Henrik Clausen bliver i OB, hvor han bliver placeret på en post i talent-afdelingen. Foreløbigt har han dog orlov fra jobbet.

- Vi har stor respekt for Henrik Clausens arbejde. Han fortjener enorm anerkendelse for den arbejdsindsats og dedikation, han har bidraget med, og jeg glæder mig umådeligt over, at OB fortsat vil få glæde af Henrik Clausens evner, viden og engagement, siger Poul Hansen. OB ændrer nu på målsætning efter resultaterne indtil videre er udeblevet.

- Vores målsætning er ganske enkel. Vi skal tilbage på sejrskurs hurtigst muligt, og vi skal finde tilbage til det høje niveau, som vi leverede på i sæsonens indledning. Hvis det rækker til en placering i den bedste halvdel af Superligaen, er det kun positivt, men vi har erkendt, at det her og nu ikke handler om europæisk kvalifikation. Vi skal først og fremmest finde vores niveau og selvtillid igen, og så ser vi, hvad vi kan opnå undervejs, siger sportsdirektør Poul Hansen.

Poul Hansen har allerede mandag sin første dag som træner i OB.