Sidste gang Jores Okore og Dame N'Doye stod over for hinanden, var i maj 2012 på Farum Park. Ved den lejlighed trak Okore det længste strå. Tirsdag var scenen en noget andet, da Hull med den tidligere FC København-angriber mødte Aston Villa med den tidligere FC Nordsjælland-forsvarsspiller. Og N'Doye fik sin hævn.

Faktisk i en sådan grad, at Jores Okore nok vågner op med adskillige blå mærker rundt om på kroppen efter mødet med den senegalesiske landsholdsspiller. De to havde flere hårde dueller, men kampen havde N'Doye det fysiske overtag.

Det blev bedst illustreret efter 22 minutter, hvor Okore og N'Doye kæmpede om at komme først på et langt udspark fra Hull-målmand Allan McGregor. Med et lille prik blev ellers robuste Okore skubbet ud af kurs, som var han en splejset juniorspiller. Bolden blev lagt videre til Nikica Jelavić, og via en forsvarsspillers fod sparkede kroaten 1-0-føringen i nettet.

Kort efter havde N'Doye selv chancen for at score karrierens første Premier League-mål, men den tidligere Superliga-topscorer sendte sit hovedstød langt forbi.

Resten af kampen kæmpede Aston Villa for at komme tilbage i kampen, men det var tydeligt at se, hvorfor holdet kun har scoret ét enkelt mål i de sidste otte kampe i den bedste engelske række. Offensiven er simpelthen hamrende uskarp.

I stedet gik det, som det ofte gør. Efter endnu en nærkamp med en Villa-forsvarsspiller fik N'Doye kæmpet sig til et frispark. Gastón Ramírez kom højest på det efterfølgende indlæg, og efter lidt tilfældigheder stod Dame N'Doye helt umarkeret ved bagerste stolpe. Villa-keeper Bradley Guzan fik pareret hans første afslutning, men i anden omgang lykkedes det for N'Doye at komme på måltavlen. Målet blev samtidig også kampens sidste.

Men sejren overhaler Hull nu Aston Villa i tabellen. Mens Hull ligger nummer 15, har Villa nu kun en enkelt placering ned til den triste side af nedrykningsstregen.