Nigel Pearson tog halsgreb på Crystal Palace-spilleren James McArthur forleden, da Leicester tabte til London-holdet, og det satte straks gang i spekulationerne om en fyring af Kasper Schmeichels manager.
Selv frygter han ifølge BBC ikke en fyreseddel.
»De skiller sig ikke af med mig. Jeg er her, og jeg spiste frokost med ejerne i dag (i går, red.). Vores forhold er stadig rigtig godt – både professionelt og personligt. Jeg har ret til at komme videre efter den episode nu,« siger Pearson
Den succesrige manager førte Leicester op i Premier League i den forgangne sæson, men resultaterne i den bedste engelske række har på ingen måde været lige så imponerende, og det har blot givet medvind til rygterne om en trænerfyring.
Mod Crystal Palace gik det så helt galt for manageren, der senest blev straffet i december for en verbal udveksling med en utilfreds Leicester-fan, da James McArthur stødte ind i ham, så de begge faldt til jorden. Pearson kvitterede med et halsgreb på den liggende fodboldspiller.
Efterfølgende afviste Leicester på sin hjemmeside, at træneren ville få sparket af klubben.
Pearson siger selv til BBC, at han har talt ud om episoden med Palace-spilleren, og det engelske fodboldforbund (FA) har valgt ikke at tage sagen op.
Leicester ligger sidst i Premier League med fem point op til Queens Park Rangers, der ligger lige over nedrykningsstregen.
