'Love is in the air'.
Hvis reality-bloggeren Mascha Vang går og nynner tonerne til John Paul Youngs kærlighedsnummer en del i denne forårstid, har det en årsag.
Noget kunne nemlig tyde på, at hun er blevet forelsket igen. Tidligere dannede hun par med komikeren Andreas Bo, men nu har hun set sig lun på den konservative folketingspolitiker, Rasmus Jarlov.
Til BT bekræfter hun nu flirten, og løfter sløret for, hvad hun faldt for hos den 39-årige politiker.
»Han er sjov og sød at være sammen med. Han er slet ikke tør!,« fortæller Mascha Vang.
I går kom det datende par hånd i hånd til Danish Beauty Award i Tivoli Hotel & Congress Center i København. Her poserede de til fotografernes glæde på den røde løber inden uddelingsshowet, der kårede de bedste danske kosmetikprodukter.
Da BT fanger hende over telefonen, er hun ikke meget for at uddybe, hvordan de mødtes og hvor længe, de har set hinanden. Hun står og skal til Thailand med sin datter, og flyet letter om få timer, fortæller hun. Om Rasmus Jarlov også har booket plads på flyet, vil hun ikke røbe.
På sin blog, der bliver læst af flere tusinde fans, har Mascha Vang ligeledes fortalt om flirten med den konservative politiker.
»Han er godt nok lidt mere til kampfly end ansigtsmasker, men jeg er sikker på, vi får en dejlig aften,« skriver hun.
Mascha Vang har datteren Hollie Nolia, der kom til verden i 2012. Hende fik hun med racerkøreren Nicolas Kiesa. Forholdet til komiker Andreas Bo gik i stykker sidste år i oktober.
BT afventer en kommentar fra Rasmus Jarlov.
