Onsdag aften åbner den konservative politiker Rasmus Jarlov dørene til sit hjem i underholdningsprogrammet 'Til middag hos' på TV3.

Her besøger Claudia Rex, Sara Maria Franch-Mærkedahl og Per Wimmer politikeren.

Under middagen stiller den tidligere 'Vild med dans'-deltager Claudia Rex flere spørgsmål om Jarlovs forhold til bloggeren Mascha Vang.

Han forklarer, at det er nyt, at sladderbladene har vist interesse for ham.

»Jeg kan godt være nervøs for, at det kan komme til at fylde for meget. Det gør ikke noget, at folk ved, hvem jeg er kæreste med, men jeg gider ikke at være kendt for det,« siger han til middagsselskabet i programmet.

Han håber ikke, at billeder i eksempelvis Se og Hør kan betyde, at folk opfatter ham som useriøs. Det ville ærgre ham. Specielt fordi han ikke selv har bedt om opmærksomheden.

Rasmus Jarlovs kæreste har en fire-årig datter sammen med den tidligere racerkører Nicolas Kiesa. At have en lille pige i sit liv er helt nyt for politikeren, men han fortæller, at hun er skøn, og at han elsker børn.

Se, hvorvidt Rasmus Jarlov imponerer sine gæster med sine tre retter og underholdning onsdag aften 19.00 på TV 3.

I programmet har de fire kendisser på skift hinanden som gæster. Herefter bliver der fundet en vinder, der kan donere et beløb til en velgørende organisation. Hvis Jarlov vinder, skal pengene gå til danske veteraner.