Kevin Magnussen afviser, at han igen vil tage til takke med et år som reserve og uden køretid i en racerbil.
2015 er uden tvivl et surt år for racerkøreren Kevin Magnussen, der må se til fra pitten, mens konkurrenterne fyrer op under Formel 1-racerne.
Men rollen på reservebænken hos McLaren uden udsigt til fast køretid i en racerbil kommer ikke til at gentage sig i 2016. Det slår Kevin Magnussen fast i et interview med engelske Autosport.
»Der vil ikke komme endnu et år uden race - fandme nej! Jeg fortsætter med det her året ud, og så sker der forhåbentlig noget (med Formel 1, red.), og hvis ikke så er det tid at komme videre og lave noget andet,« siger Kevin Magnussen.
Kevin Magnussen flirtede før sæsonen med Indycar-serien, men Fernando Alonsos testulykke og manglende penge betød, at den 22-årige dansker ikke fik en kontrakt med et team i den amerikanske pendent til Formel 1.
En tur i Indycar kan dog på ny komme på tale, hvis Kevin Magnussen igen i 2016 må se langt efter et Formel 1-sæde efter vinterpausen. For den unge dansker kan til nød godt se sig selv som McLaren-reserve, hvis han bare har noget at køre i ved siden af.
»Jeg siger ikke, at jeg slet ikke vil være her (McLaren, red.) som reservekører. Hvis jeg nu ikke får et sæde, så kunne jeg måske lave noget andet samtidig med at være reserve, og så vil det være godt,« siger Kevin Magnussen, inden han tilføjer:
»Men jeg håber ikke, at det bliver sådan. Jeg håber at være tilbage i Formel 1 næste år.«
