To hold må droppe drømmen om motorsportens fineste række, Formel 1.

Det internationale motorsportsforbund (FIA) bad ellers i maj interesserede hold om at ansøge om at komme på Formel 1-gridden i 2016 eller 2017. To hold ansøgte, men ifølge autosport.com har ingen af de to hold kunnet leve op til de krav, som FIA har opstillet.

»Uheldigvis var ingen af ansøgerne i stand til at mødt FIAs kriterier for nye hold, selvom de fik alle muligheder for at gøre det. Vi anser nu denne ansøgningsrunde for afsluttet,« siger en FIA-talsmand til autosport.com.

I første omgang var deadlinen for nye ansøgninger i juni, men den blev efterfølgende udskudt til 23. juli.

Det er endnu ukendt, hvilke to hold ansøgte, men autosport.com mener dog at vide, at der ikke skulle være tale om det franske GP2-hold ART Grand Prix.

Det ser dermed ud til, at det amerikanske Haas-hold bliver det eneste nye bekendtskab, når 2016-sæsonen begynder. Haas skulle efter planen allerede have været med i den nuværende sæson, men debuten blev udskudt. Holdet er ejet af den amerikanske forretningsmand Gene Haas, der også er medejer af et succesfuldt Nascar-hold.