Lars Bak er fuldt fokuseret på at forsvare sin gule førertrøje forud for fredagens afgørende enkeltstart i Post Danmark Rundt.
Lotto-Soudal-rytteren fører med 12 sekunder til Christopher Juul-Jensen, der er forsvarende dansk mester i enkeltstart, efter han sejrede ved DM i Rønde på Djursland i slutningen af juni.
Og han var efter fredagens første korte etape på 115 kilometer fra Slagelse til Frederiksværk ikke meget for at tale om aftenens strabadser.
»Vi kan blive ved med at snakke, men vi skal først køre enkeltstarten, hvor jeg selvfølgelig vil gøre alt, hvad jeg kan. Nu skal jeg med holdbussen og hjem på hotellet og så ellers bare slappe af,« sagde Lars Bak.
På fredagens etape sad Lars Bak med i frontgruppen. Etapen blev afgjort i en massespurt, der blev vundet af Matti Breschel fra Tinkoff-Saxo.
Lars Bak bliver sendt af sted 20.25 på den afgørende enkeltstart. Han er den sidste rytter, der skal ud på den 13,6 kilometer lange rute i Helsingør-området.
