Vidste de læger, der behandlede Lance Armstrong for kræft, at amerikaneren var dopet i 1996? Det spørgsmål ønsker de amerikanske myndigheder nu at få besvaret.

Lance Armstrong, der i 2013 indrømmede at have brugt doping i sin tid hos US Postal, er i øjeblikket hovedperson i et søgsmål fra den amerikanske stat. De ønsker at få nogle af de mange millioner af skattekroner, som landets postvæsen sprøjtede i holdet i en årrække, tilbage. Og her mener de altså, at Lance Armstrongs medicinske journaler kan være et vigtigt bevis.

Hvis journalerne viser, at lægerne har kendt til dopingmisbruget, mener advokaterne, at det er et bevis for en større sammensværgelse om at skjule Armstrongs snyderi.

Lance Armstrongs advokater mener omvendt, at de nye krav kun har til formål at chikanere deres klient.

Armstrong er allerede blevet frataget de syv Tour de France-sejre, han vandt fra 1999-2005.