Matti Breschel (Tinkoff-Saxo) vandt sin anden etapesejr i træk i årets Post Danmark Rundt, da han fredag eftermiddag spurtede først over stregen i Frederiksværk.

Matti Breschel vandt også torsdagens kongeetape i Vejle og er nu i alt oppe på ni sejre i alt i det danske etapeløb.

»Det hele flasker sig lige nu. Jeg har godt skud i den,« sagde Matti Breschel kort tid efter præmieoverrækkelsen.

Fredag aften venter en kort enkeltstart i Helsingør, inden feltet ramler ind på Frederiksberg Allé til afslutningen på løbet, og også den etape kan der komme til at stå Matti Breschel på. Den hurtige afslutning passer i hvert fald godt til den 30-årige rytter.

Lars Bak forsvarede sin gule førertrøje på etapen, idet han sad med i frontgruppen sammen med blandt andre Christopher Juul-Jensen.

Jakob Fuglsang måtte desværre opgive at fuldføre Post Danmark Rundt og udgik mod afslutningen af fjerde etape.

Danskeren styrtede på kongeetapen i Vejle og blev slemt forslået efter at være ramlet sammen med en tilskuer, der stod med sine to børn på det fortov, som Fuglsang var nødt til at køre op på for at undgå styrtet foran ham.

Danskeren stillede trods store smerter til start i Slagelse fredag formiddag, men med få kilometer tilbage af etapen fra til Frederiksværk stod danskeren, der har vundet Post Danmark Rundt tre gange i sin karriere, af.

Jakob Fuglsang udgik også af Post Danmark Rundt sidste år.