Dobbeltdrabet på Langeland søndag aften har efterladt et lille landsbysamfund på den nordlige del af øen i regulært chok.
Tragedien udspillede sig for øjnene af adskillige naboer på byens hovedfærdselsåre, og i minutterne efter skuddene genlød i tusmørket, flokkedes adskillige naboer til drabsstedet. Flere af dem beskriver over for BT drabene som en ’likvidering’. En af dem, der hørte de dræbende skud, var Johnny Melby, der bor skråt over for huset, hvor den 23-årige kvinde og hendes 35-årige kæreste blev dræbt.
»Jeg hørte først et knald, som jeg troede var fyrværkeri. Jeg gik udenfor og kunne se gerningsmanden lægge et gevær ind i bagagerummet på sin bil, og så råbte jeg: Hvad fanden sker der? Først troede jeg, at han havde kørt en hund over og havde skudt den, men så kunne jeg se en mand på vejen. Han var stendød, det kunne jeg se med det samme, for han var skudt i hovedet. Den var også helt gal med kvinden, hun lå på maven omgivet af en stor blodpøl,« siger han til BT.
»Jeg er lige flyttet hertil for en måned siden og kender nærmest ingen, og så sker sådan noget her. Det er helt ufatteligt. Det var først bagefter, jeg fandt ud, at der også var en lille pige i bilen. Det er ikke til at bære,« siger han.
’Jeg kunne høre pigen græde’
Lidt længere henne af vejen bor Hanne Lerke, der så de dræbende skud på nært hold. Hun blev alarmeret om skuddene, da hendes hunde begyndte at gø efter det første skud.
»Jeg gik først ud og kunne se ham (det 35-årige offer, red.) ligge på vejen. Han var blevet kørt ned. I det samme kommer gerningsmanden kørende tilbage i sin bil i høj fart. Han laver en u-vending og stiger så ud af bilen. Jeg troede han var en flugtbilist, der var vendt tilbage, men han gik hen til den 35-årige og sagde et eller andet til ham. Og så satte han geværet mod hans hoved og skød. Det var en ren likvidering,« fortæller Hanne Lerke.
Hun kender ikke den 35-årige personligt, men de har altid hilst på hinanden, fortæller hun.
Hanne Lerke gemte sig bag et grantræ i indkørslen, efter hun så det dræbende skud. Derfor så hun heller ikke, da den 23-årige kvinde blev ramt af det dræbende skud.
»Jeg blev så bange, så jeg dukkede mig. Jeg anede jo først ikke, hvad der var sket, og så sker alt det her lige foran mig. Heldigvis kom der rigtig mange vidner hen til stedet, og derfor valgte jeg at gå ind igen,« siger Hanne Lerke.
Hun tænker nu på den lille pige, der står tilbage uden en mor og med en far, der er sigtet for drab.
»Jeg kunne høre pigen græde inde fra bilen. Det er så frygteligt det, der er sket. Det er rigtig ubehageligt, når det sker så tæt på. Jeg har ikke lukket et øje siden i nat,« fortæller hun.