Et af de to ofre i dobbeltdrabet i Snøde på det nordlige Langeland ringede selv 112 til alarmcentralen, efter han var blevet forsøgt dræbt første gang. Men altså på det tidspunkt ikke dødeligt kvæstet.

Hans rystende alarmopkald er netop blevet afspillet for et nævningeting ved Retten i Svendborg, hvor en 26-årig mand, AUJ, er tiltalt for at have begået dobbeltdrabet mod dels den 35-årige mand, som i sekunderne efter afgik ved døden efter at være blevet skudt for anden gang; dels AUJs 23-årige ekskæreste, som var gravid med den 35-åriges barn.

»Jeg er blevet skudt! Det er Snødevej 67 og det er nu! Jeg er lige blevet skudt med et jagtgevær. Han kører i en gammel Ford et-eller-andet. Han er lige kørt nordpå – nej, sydpå. Bilen er sølvgrå. Det er nu! Kom nu! Jeg ved ikke, om han har skudt min kæreste,« lød det med desperation i stemmen fra den 35-årige mand, som mindre end et minut senere blev offer for det, der nærmest kan kaldes en likvidering.

Mens operatøren fra alarmcentralen råbte tilbage »Bliv på linjen! Bliv på linjen!«, lød det endnu mere desperat fra den panikslagne 35-årige: »Han kommer igen!« Hvorefter forbindelsen blev afbrudt.

Den frygtelige tragedie skete søndag aften den 17. april 2016 i forbindelse med, at AUJ skulle aflevere sin og den 23-årige kvindes fælles datter.
Men jalousien havde fået det totale overtag i ham, og da han kørte væk fra stedet få minutter efter sin ankomst, havde han gjort sig selv til dobbelt drabsmand.

Den 23-årige kvinde, som var blevet skuddræbt fra klos hold kort før den 35-årige, var gravid med sin nye kærestes barn i sjette måned.
Nævningesagen bliver behandlet ved Retten i Svendborg, og dagens retsmøde er det andet i rækken. Sagen begyndte fredag, da den dobbelte drabsmand selv afgav forklaring.

Bt.dk følger sagen i retten…