Det dobbeltdrab, der søndag aften fandt sted i en landsby på Langeland, skete ifølge Fyns Politi under afleveringen af en lille pige.

Den formodede gerningsmand på 25 år var kørt ud til sin 23-årige ekskæreste, som boede sammen med sin nye kæreste på 35 år, for at aflevere deres fælles barn - en lille pige.

Under afleveringen opstod der tumult. Det fortæller efterforskningsleder Henrik Justesen fra Fyns Politi til BT.

»Han (den anholdte, red.) trak sin ekskæreste ud i bilen og skød hende. Da den nye kæreste kom ud af huset, kørte gerningsmanden ind i ham og skød ham,« siger han.

VED DU NOGET OM SAGEN, SÅ TIP OS PÅ 1929@BT.DK

Alt imens sad den lille pige i bilen.

»Det vides ikke, hvor meget hun har set. Hun er ikke blevet afhørt endnu, men er blevet overleveret til sine bedsteforældre, og de sociale myndigheder er underrettet,« siger Henrik Justesen.

Kvinden var gravid

Den 23-årige kvinde var ifølge efterforskningslederen gravid, da hun blev dræbt.

Fyns Politi modtog anmeldelsen om skyderiet 20.45 søndag aften, da en nabo hørte det ske. Da politiet ankom til stedet, fandt betjentene det dræbte par.

Gerningsmanden, som politiet mener er kvindens 25-årige ekskæreste, var kørt fra stedet. Senere kontaktede han noget familie i Svendborg. Da han kørte over Svendborgsundbroen, blev han anholdt af politiet, der havde vagter på broen.

I bilen blev gerningsvåbnet fundet. Et haglgevær.

»Det kunne tyde på, at det var noget, han havde forberedt. Det er ikke alle, der kører rundt med et haglgevær i bilen,« siger Henrik Justesen til BT.

Ifølge efterforskningslederen har den 25-årige delvist erkendt dobbeltdrabet.

»Motivet kender vi ikke endnu,« siger Henrik Justesen og fortæller, at det næste skridt i sagen er, at parret skal obduceres.

»Så skal vi samle op på, hvad vi egentligt har,« siger han.

Den 25-årige mand fremstilles i grundlovsforhør senere mandag i Svendborg.