Daniel Agger har siden barnsben været stærkt plaget af skader. Det er ingen hemmelighed. Ridser man lidt dybere i den lakerede skadeshistorik, er læsningen mere skræmmende, end man lige går og tror.

Inden for de sidste 10 år har landholdsanføreren nemlig været skadet over 32 gange. Senest har en drilsk akillessene og maveonde holdt den 30-årige dansker på Brøndbys sidelinje.

Uheldene regnede allerede ned over Daniel Agger, da han som juniorspiller rev sit korsbånd over og var uden for fodboldbanen i halvandet år. Skaden fik dog ikke Agger til at trække sig fra sporten, der har kostet den danske kaptajn så megen smerte sidenhen.

Første rigtige skade på seniorplan lå 12. september 2005, hvor Daniel Agger rev de indre ledbånd i venstre knæ over under træningen med Brøndby. Først den 15. december 2005 gør han comeback, da han efter 55 minutter bliver skiftet ind i Brøndbys UEFA Cup-udekamp mod Palermo.

Tom Køhlert var talentchef i Brøndby IF, da daværende træner Michael Laudrup hev den 18-årige Daniel Agger op på førsteholdet. Her lignede Daniel Agger ikke den viking, han er i dag.

»Jeg husker ham som en splejs, der stadig ikke var sikker på, om det var fodbold, han ville spille. Han var ikke slet ikke så fysisk stærk, som han er i dag,« siger Tom Køhlert.

Karrierens værste skade opstod under en træning med Liverpool den 17. september 2007, da Agger brækkede den yderste mellemfodsknogle i højre fod under træningen. De første prognoser lød på seks ugers pause, men skaden - der i England kendes som the metatarsal curse og i øvrigt er af samme slags, som også har holdt blandt andre Steven Gerrard, Gary Neville, Roy Keane, Ashley Cole, Ledley King, Michael Owen og ikke mindst David Beckham og Wayne Rooney ude - viste sig at tage næsten ti måneder. Først den 12. juli 2008 får Daniel Agger nemlig comeback i Liverpools træningskamp mod Tranmere.

Mens flere spillere for længst havde givet op, ligger det prædikat ikke i Daniel Aggers blod, mener Tom Køhlert.

»Det virker til, at han gerne vil betale Brøndby tilbage for de oplevelser, han har fået. Han er noget af det tætteste, du kan komme på et helt almindeligt menneske, der bare gerne vil spille fodbold - i forhold til så mange andre. Han har altid haft begge ben på jorden, og er indbegrebet af Vestegnen. Hele hans væremåde, og den måde han viser, at han vil slide sig selv op for Brøndby, fansene og staben,« siger han og slutter:

"Der er jo ikke mange tilbage fra hans første Brøndby-tid. Der er nye folk på ledelsesgangene, nye folk på banen og nye sponsorer. Så det er kulturen og fansene, der driver," siger han.