Daniel Agger har i de seneste uger været ukampdygtig, og trods forhåbninger om det modsatte fortsætter han med at sidde ude.
Landsholdsanføreren er således ikke med i truppen til Superliga-kampen mod FC Vestsjælland søndag, og han har også meldt afbud til de kommende venskabslandskampe mod USA og Frankrig.
»Vi havde kalkuleret med risikoen om et muligt afbud. Agger har været syg og har samtidig haft akillesproblemer, men det er dobbelt ærgerligt, da vi også har fået afbud fra Bjelland og dermed må undvære to stamspillere,« siger landstræner Morten Olsen til DBUs hjemmeside.
Morten Olsen vil henover weekenden finde en erstatning for Daniel Agger, og dermed vil det nye navn være at finde, når landsholdstruppen møder ind til træning i landsholdslejren mandag.
