Superliga-sæsonen går ind i den sidste tredjedel. Der resterer 11 af i alt 33 spillerunder, og derfor gør bt.dk status over de 12 mandskaber, der får en karakter og nogle ord med på vejen om, hvad der er gået godt og mindre godt indtil nu.

FC Midtjylland ligner mere og mere et mesterhold, mens nedrykningskampen efterhånden er forvandlet til et spørgsmål om, hvor stor afstanden op til stregen ender med at være for FC Vestsjælland og Silkeborg.

Udgaven af Superligaen 2014/2015 har budt på både positive præstationer og dem, der mest af alt skriger på en degradering til 1. division. Men hvordan har samtlige hold klaret sig over sæsonens to første tredjedele?

bt.dk giver her en begrundelse og en karakter fra 1-10, hvor 10 gives som topkarakter. Med i overvejelserne er, hvilke forudsætninger den enkelte klub har haft og de forventninger, der har været til de enkelte klubber inden sæsonen.

--------------------------------------------------------------------------------

Godt: Forventningerne til oprykkerne var ikke store forud for sæsonen med budgettet og spillermaterialet in mente. Superligaens bundprop skal roses for at have høstet væsentligt flere point i forårssæsonen med flotte sejre over Randers og Sønderjyske.

Skidt: Det tog hele 19 kampe for Silkeborg at få sæsonens første sejr. Oprykkerne har bevist, at de mangler niveauet og kvaliteten, der er krævet for at spille i Superligaen. Nedrykningen bliver svær at undgå.

Karakter: 2

--------------------------------------------------------------------------------

Godt: Vestsjællænderne har i glimt vist, at de kan gøre sig i landets bedste række. Det er blevet til point hjemme mod FC København og sejre over hold som OB og AaB.

Skidt: Træner Michael Hansen har ikke formået at få sine spillere til at slå til, når det gælder. Det var tydeligt i opgøret mod Brøndby, hvor hjemmeholdet i perioder var bedst, men alligevel endte med at tabe på grund af mange brændte chancer.

Karakter: 2

--------------------------------------------------------------------------------

Godt: Ove Pedersen har formået at stabilisere holdet, efter han tog over for den fyrede Troels Bech. Unge talenter som blandt andre Mikkel Desler har imponeret og vist, at der er potentiale i den fynske trup.

Skidt: OB er det fynske fodboldflagskib, men det har odenseanerne langt fra vist i denne sæson. Der forventes mere end blot en kamp om overlevelse af en stor klub som OB, der burde byde sig til i toppen af dansk fodbold.

Karakter: 3

--------------------------------------------------------------------------------

Godt: Paradoksalt nok ligger Esbjergs bedste bedrifter i denne sæson ikke i Superligaen, men i pokalturneringen. Her er vestjyderne i semifinalen, og med nedrykningsfaren på afstand kan det redde sæsonen for Niels Frederiksens tropper.

Skidt: Præstationerne har været alt for svingende fra Esbjergs side sæsonen igennem. Salget af Superligaens topscorer Martin Pusic til FC Midtjylland har efterladt et offensivt tomrum, som stadig mangler at blive udfyldt. Men spillermaterialet bør række til en højere placering.

Karakter: 3

--------------------------------------------------------------------------------

Godt: Gang på gang bliver de dømt til nedrykning. Og gang på gang sætter de kritikerne på plads. Lars Søndergaard og hans mandskab har kun tabt fem kampe i sæsonen og har fjorten point ned til Vestsjælland under stregen. Flot.

Skidt: Skal man pege på noget negativt, har Sønderjyske spillet 11 kampe uafgjort. Det er mere end nogen andre. Vil klubben være mere end blot overlevere, skal der vindes flere kampe.

Karakter: 6

--------------------------------------------------------------------------------

Godt: Oprykkerne og de deltids-professionelle fra Hobro har overrasket alt og alle i deres første Superliga-sæson. Dømt til stensikker nedrykning har nordjyderne nu hele 15 point ned til stregen. Samlet 5-0 over Brøndby i to kampe og en 3-0-sejr i Parken over FCK skinner igennem i en fantastisk bedrift.

Skidt: Det er svært at finde noget negativt ved Hobros sæson indtil videre, men én ting kunne være, at Hobro har for få forskellige målscorere. Oprykkerne er afhængige af Mads Hvilsom, der er topscorer med ti mål.

Karakter: 9

--------------------------------------------------------------------------------

Godt: De forsvarende danske mestre holder benene på jorden i forlængelse med sidste års sæson. Talenterne får stadig chancen og udgør en stor del af holdet.

Skidt: AaB har langt fra kunnet leve op til det flotte spil fra sidste år. De flotte bedrifter i Europa League har kostet på hjemmefronten, og senest viste nordjyderne et frygteligt bundniveau, da de kollapsede hjemme mod Sønderjyske med 1-4.

Karakter: 5

--------------------------------------------------------------------------------

Godt: Farum-holdet ligger på sjettepladsen, og det er egentlig, hvad man kan forvente af det unge mandskab. Der er stadig mulighed for at gøre sig til i kampen om medaljer og specielt svenske David Moberg Karlsson ligner et aktiv for nordsjællænderne.

Skidt: Der har været store udfald i forhold til, hvad man kunne forvente. Randers ydmygede dem i egen hule, de blev mast i Hobro og kunne senest ikke holde sejren hjem mod bundproppen fra Silkeborg.

Karakter: 4

--------------------------------------------------------------------------------

Godt: Målsætningen er en placering i top-3, og det er bestemt stadig inden for rækkevidde. Generelt set har spillet været bedre i foråret, og når Brøndby kan vinde kampe som weekendens mod FCV, hvor præstationen ikke var prangende, tyder det godt for fremtiden.

Skidt: Forventningerne til Thomas Franks anden sæson i Brøndby har været større end første år på grund af investeringerne i Daniel Agger og Johan Elmander, men især efteråret har været præget af for meget ustabilitet. Dårlig opdækning på dødbolde har været et gennemgående tema.

Karakter: 4

--------------------------------------------------------------------------------

Godt: Colin Todds tropper har haft en imponerende sæson. Budgettet rimer ikke ligefrem på FCM, FCK eller Brøndby, men alligevel har den rolige brite stykket en solid defensiv sammen. I angrebet kan Randers bryste sig af flere gode angribere som Djiby Fall og Mikael Ishak, der begge har scoret syv gange.

Skidt: Randers skal oppe sig, hvis de skal holde fast i tredjepladsen. I de seneste fire kampe er det kun blevet til et point. Defensiven har haft problemer med at holde tæt, og konkurrenterne bag fra har fået gang i point-maskinen.

Karakter: 8

--------------------------------------------------------------------------------

Godt: Siden 13. september har FCK kun tabt en kamp ud af 15 i Superligaen, hvilket minder om den stabilitet, Solbakkens mandskab førhen har været så kendt for. Genoprejsningen er så småt på vej, og yyindkøbet Ludwig Augustinsson har da også imponeret.

Skidt: Stabilitet eller ej, så skal en klub af FCKs størrelse vinde mesterskaber, men det sker næppe i denne sæson, hvilket er en stor bet for københavnerne. Katastrofal start på sæsonen med pointtab til Silkeborg, Hobro og FC Vestsjælland har været for svært at rette op på for Ståle Solbakken.

Karakter: 5

--------------------------------------------------------------------------------

Godt: Over to mål i gennemsnit per kamp, sølle tre nederlag og et festfyrværkeri af offensive kvaliteter kombineret med en uhyrlig effektivitet på dødbolde. Også defensiven har imponeret gevaldigt anført af anfører Kristian Bach Baks arbejdsraseri. Har vundet 12/12 hjemmekampe.

Skidt: Svært at sige noget dårligt om FCMs sæson, men det må være en anelse irriterende for Glen Riddersholm, at midtjyderne blev klædt af med 3-0, sidst de spillede mod nærmeste forfølger fra FC København.

Karakter: 10