Det er potentielt skæbnesvangre timer, der udspiller sig millioner af kilometer ude i rummet på kometen 67P.
Kometlanderen Philae sender godt nok sender stabile data til sit moderfartøj, rumsonden Rosetta, men forskerne fra det europæiske rumagentur, ESA, er bekymrede for, at manglende sollys kan slukke Philae hvert øjeblik det skal være.
Som bekendt blev det en noget ujævn landing, da Philae for få dage siden ramte 67P. Forskerne havde på forhånd sigtet efter et forholdsvist fladt område på den fire kilometer brede komet, men da Philae efter mere end ti års rejse endelig nåede frem til kometen, ramte den et klippeområde, der som en trampolin sendte kometlanderen tilbage ud i rummet. Først i tredje forsøg lykkedes det at stå fast.
Placeringen har givet ESA en ny hovedpine. For i øjeblikket skygger en række klipper for solstråler, der skal bruges til at genoplade Philaes batterier. Derfor frygter forskerholdet i øjeblikket, at Philae i løbet af kort tid kan ende med at slukke, meddeler ESA på et pressemøde i tyske Darmstadt fredag eftermiddag.
Ifølge ESAs egne beregninger kan Philae løbe tør for strøm allerede fredag aften. Derfor arbejder forskerholdet i øjeblikket på højtryk for at finde en løsning.
Ifølge BBC overvejer man blandt andet, om man kan redesigne kometlanderen til at få mere ud af de solstråler, den modtager. Et lidt mere dramatisk alternativ skulle være at forsøge at få Philae til at lave en slags bevægelse, der kan få den ud af klippernes skygger.
ESA understreger dog, at man allerede har modtaget store mængder interessante data om kometen, og at man under alle omstændigheder vil sigte efter at få så mange data som muligt, inden Philae potentielt lider en stille død på 67P millioner af kilometer ude i rummet.