Lars Elstrup var med sit sejrsmål i gruppekampen mod Frankrig en af nøglefigurerne i den danske EM-triumf i 1992. Nu kan man købe hans guldmedalje fra den store fodboldtriumf.

Det er på Lauritz.com, at man kan byde på Elstrups guldmedalje, der beskrives således på auktionshusets hjemmeside:

»Dansk fodbolds største internationale bedrift, kulminerende fredag den 26. juni. 1992 med sejren på 2-0 over Tyskland i finalen på Nya Ullevi i Göteborg. Som bevis for triumfen fik de 20 spillere hver en medalje, ligesom de to trænere fik det. Medalje af forgyldt metal, Ø 3,2 cm.«

Se billeder af guldmedaljen her:

Medaljen, som altså er lavet guld, kommer i den originale æske. Medaljen vurderes til en værdi af 35.000. I skrivende stund er seneste bud 20.000 kroner. Til den pris skal tillægges et hammerslagsgebyr og 22,5 procent i salær.

Auktionen afsluttes den 7. september.

Lars Elstrup scorede sejrsmålet som indhopper i den afgørende gruppekamp under EM i 1992 mod Frankrig, da han sparkede 2-1-målet ind kort før tid. Med sejren gik Danmark videre til semfinalen.

Den jyske angriber har siden fodboldkarrieren sluttede - kort efter EM-triumfen - haft svært ved at finde sin plads i tilværelsen, og har kæmpet med flere svære depressioner.

I 2012 fortalte Elstrup til BT, at han havde solgt sin guldmedalje for 17.000 kroner og doneret pengene til en børneafdeling, og at han levede et omflakkende liv som ’millionær-vagabond’.

Han har i sin fodboldpensionisttilværelse stjålet overskrifterne for adskillige kontroveriselle episoder.

Senest da han sidste år i november løb nøgen ind på banen under en Superliga-kamp i Randers mellem Randers FC og Silkeborg.

Et bizart optrin, der kostede den tidligere landsholdsspiller en stadionkarantæne på ubestemt tid.

Kort før sit nøgenløb for snurrende kameraer i Randers modtog 54-årige Elstrup en dom på 60 dages betinget fængsel for to voldsepisoder.

Som aktiv var han en berygtet angriber for klubber som OB, Feyenoord og Luton i den bedste engelske. Han nåede at spille 34 landskampe fra 1988 til 1993 og scorede heri 13 gange for de rød-hvide.