EM-helten fra 1992 Lars Elstrup har fire mio. i banken, en båd i Tuborg Havn og en Ford Escort fra 2000. Det er hans liv som millionær-vagabond.
Guldmedaljen fra 1992 er solgt. Sammen med andre fodboldklenodier indbragte den ham 17.000. Pengene gav han til en børneafdeling. Den slags siger ikke længere Lars Elstrup noget. Han vil hellere have fire millioner i banken og vågne op på et herberg.
Det gør han søndag morgen. Klokken syv står han op fra sin seng i Kirkens Korshærs varmestue i Odense. Senere tager han en lur på en bænk ved Adventskirken, lægger vejen forbi en vinstue, læser lidt avis, inden han får den idé at tage bilen til Randers. Der sidder han, da BT ringer til ham i anledning af hans nye bog ’Lars Elstrup – Fra indersiden’. På vej til at besøge sine forældre, som, han trods perioder uden kontakt, i dag har et godt forhold til.
- Jeg bor ingen steder. Lidt på min båd i Tuborg Havn, lidt i min bil og hos venner. Jeg har ingen lejlighed længere. For mig er det som hele tiden at have et sabbatår, som når unge tager af sted med deres rygsæk. Det som jeg selv higede efter i 1993, fortæller Lars Elstrup, mens motoren brummer i baggrunden.
Depressioner og isolation
Den 49-årige Elstrup sparkede Danmark i semifinalen under det legendariske EM i 1992, men de der husker Elstrups indersides magi, husker også den tidligere OB-spillers ekstreme livsførelse efterfølgende. For andre kan den kort rulles op fra et brutalt brud med karrieren, kæresten og omverdenen året efter EM-triumfen. Han fandt ind i det spirituelle fællesskab Solens Hjerte, der af eksperter betegnes som en sekt.
År med depressioner og isolation fulgte, inden han omkring årtusindskiftet kappede forbindelsen til det stærkt styrede kollektiv, der forbød ham kontakt med omverdenen. I dag kan hans liv være i hans bil, en Ford Escort fra 2000 med haltende udstødningsrør. Eller på hans båd, når ikke regnen drypper ind og gør madrasserne våde.
- Rodløs føler jeg mig ikke. Mit liv føles berigende, og når et liv gør det, så slår man de sande rødder. Jeg nyder min tilværelse. Jeg nyder min frihed, forklarer han og gør en dyd ud af at udtale alle stavelser.
Han savner ikke noget. Nej! Svaret kommer prompte.
- For så ville jeg gøre en indsats for at få det! Underforstået at savn er noget, man altid selv kan løse. Det er det, set med Lars Elstrups øjne.
Tonen stiger til det næsten skingre, da han efteraber det, alle vi andre altid higer efter på hans vegne.
- Skal du ikke have en speedbåd, skal du ikke træne et fodboldhold, skal du ikke alt muligt? Nej, egentlig ikke. Jeg har fortsat en formue på lidt over fire millioner, som jeg forsøger at passe og investere bedst muligt. Jeg lægger ikke planer for fremtiden.
Tilbyder terapi
Jeg kan ikke bruge det til noget. Alting ændrer sig alligevel. Jeg drømmer om at få mit eget sted, hvor folk kan komme på rekreation, og hvor jeg kan tilbyde f.eks. terapi, siger han.
Noget job har han ikke. Han har hjulpet lidt til i en SFO og tilbyder også terapi. Så annoncerer han på Facebook, hvor folk kan finde ham og få en snak. Indtil videre er der ikke særligt mange, faktisk ingen, der har slået sig ned i stolen over for ham.
- Tænk, fordi man udbyder noget, der er gratis, så tænker folk automatisk, at det sikkert er dårligt. Jeg tror, jeg vil til at tage 400 kr. for det, funderer han.
At stå i lort til halsen
Selv har Elstrup oplevet depressionen vise sit grimme fjæs tre gange, i 1996-1999, 2004-2007 og 2008-2011, men i dag er han inde i sit hidtil længste stræk uden – 15 måneder.
- Jeg har været væk i et hul en, to, tre gange. Skulle det ske igen, så er det guds mening. Der er aldrig en tilfældig årsag til, at ting sker. Hvis formørkelsen kommer igen, så håber jeg ikke, at den får overtaget, siger han.
Igen så roligt og taktfast, at det næsten forekommer indstuderet. Men så er det, som om han smager sine egne ord, for pludselig vælter en knap så æstetisk formuleret replik ud.
- Alt det kan godt lyde som noget forbandet lort, når man står i lort til halsen!
Han pauser igen.
- Sådan er det! Sådan tænker jeg. Jeg lærer altid noget af mørket.
Hverken antidepressiva eller psykologhjælp har hjulpet ham oven vande. Han skal nok finde svarene selv. I dag har han en guru, som han ’tænker meget på’. Sri Ganapati Sachchidananda Swamiji og hans ashram i Indien har han besøgt i kølvandet på sine depressioner – i 1999, 2007 og sidste år.
Det går pengene til, og så går de måske til en ny bil. Men der er det med investeringer, minder den bankuddannede fodboldhelt om: de skal være sikre.
- Jeg har overvejet at købe en ny bil til 100.000, men der er det med idéer, at jeg skal være sikker, for jeg får hele tiden nye. Forleden fik jeg den idé at købe to cykler for tusind kroner til min båd, som jeg ville renovere, så man kunne komme hurtigt omkring, hvis man får besøg, men så droppede jeg tanken om at renovere, og nu står de 1000 kr. bare og ruster. Fredag udkommer bogen ‘Lars Elstrup – fra indersiden’.
