Da den tidligere landsholdsangriber Lars Elstrup den 26. august løb nøgen på banen i en superligakamp mellem Randers FC og Silkeborg, udløste det efterfølgende en stadionkarantæne på fem måneder til Elstrup, der spillede en stor rolle, da Danmark i 1992 sensationelt vandt europamesterskabet.

Men nu har Randers FC efter lidt betænkningstid valgt at forhøje Elstrups karantæne fra fem måneder til 'ubestemt tid'. Det oplyser Superligaklubben til Ekstra Bladet onsdag aften.

Forhøjelsen af karantænen skyldes, at Randers FC vil 'se tiden an'.

Lars Elstrup har siden fodboldkarrieren sluttede - kort efter EM-triumfen - haft svært ved at finde sin plads i tilværelsen. Og kort før nøgenløbet i Randers modtog han en dom på 60 dages betinget fængsel for to voldsepisoder.

Som aktiv var han en berygtet angriber for klubber som OB og Luton. Han nåede 34 landskampe og scorede heri 13 mål.