Hvis du går og er lidt trist over, at Danmark ikke længere kan slå lande som Albanien, kan du måske finde glæde i andres ulykke. For der er andre steder, det går værre end for Danmark. Og i Holland risikerer man end ikke at få lov at spille playoff om at komme til EM i Frankrig.

Den tidligere så stolte fodboldnation tabte søndag 3-0 til Tyrkiet, og derfor er hollænderne nu kun nummer fire i Gruppe A - to point efter Tyrkiet, der pt. sidder på tredjepladsen, som altså kaster to playoff-kampe af sig.

Holland skal altså håbe på, at Tyrkiet dummer sig i en af deres sidste to gruppekampe mod Tjekkiet og Island. For Island og Tjekkiet kan hollænderne ikke længere nå.

Holland møder selv Kasakhstan på udebane og Tjekkiet, der har sikret sig EM-billetten, på hjemmebane. Dem skal Danny Blind nok vinde, hvis han ønsker at beholde sit job.