Tingene begynder at spidse til for Danmark i EM-kvalifikationen, hvor presset nu er massivt før mandagens kamp på udebane mod Armenien. BT giver dig her overblik over, hvordan scenarierne er for fodboldlandsholdet før de sidste to kvalkampe mod Armenien og Portugal.
Sejr over Armenien, sejr over Portugal
Vinder Danmark sine to sidste kampe, slutter landsholdet med 17 point, og dermed er Danmark kvalificeret til EM. Vi kan ganske vist blive overhalet af enten Portugal eller Albanien, men da de også skal spille mod hinanden, kan vi ikke blive overhalet af dem begge.
Uafgjort mod Armenien, sejr over Portugal
Danmark lander i så fald på 15 point, og skal derfor igen håbe på, at Albanien ikke får mere end fire point i kampene mod Portugal, Serbien og Armenien. Alternativt skal Portugal sætte point til mod både Albanien og Serbien.
Nederlag til Armenien, sejr over Portugal
Danmark vil dermed stå med 14 point, og det kan faktisk - hvis alt flasker sig - være nok til førstepladsen i gruppe I. Det kræver dog, at Albanien maksimalt får tre point i de sidste kampe, og at Portugal blot høster et enkelt i opgørene mod Serbien og Armenien. Danmark havner på andenpladsen, hvis blot et af udfaldene bliver til virkelighed.
Sejr over Armenien, uafgjort mod Portugal
Med fire point i de sidste kampe ender Danmark på 15 i alt. Dermed må Albanien maksimalt vinde en og spille en uafgjort af de sidste tre, hvis de skal slutte bag Morten Olsens tropper. EM-billetten kan dog også indløses, hvis Portugal udover det ene point mod Danmark mod forventning kun får et yderligere i sine resterende kampe mod Albanien og Serbien.
Nederlag til Armenien, nederlag til Portugal
Med nul point i de sidste to kampe ser det sort ud. Men teoretisk set er der fortsat en mulighed for at komme direkte med til EM. Albanien skal 'bare' også tabe resten af deres kampe. I så fald står begge hold fast på 11 point, og da Danmark er bedst indbyrdes, er det os, der kan booke billetten til Frankrig.
Sejr over Armenien, nederlag til Portugal
Taber Danmark til Portugal, kan portugiserne ikke længere hentes. Til gengæld er det fortsat muligt at holde Albanien bag os. Med en sejr over Armenien ender vi på 14 point og er således afhængige af, at albanerne blot får tre point ud af deres sidste tre kampe.
Uafgjort mod både Armenien og Portugal
Med blot to point i de sidste to kampe ender Danmark på 13 point og er dermed uden chance for at slutte højere end Portugal. Til gengæld kan det være nok til avancement, hvis Albanien flopper som Danmark og også holder pointhøsten nede på to.
En ekstra chance
Skulle det gå helt galt, og Danmark ender på tredjepladsen, er chancen for at komme med til EM-slutrunden dog ikke helt væk. Med det nye kvalifikationssystem, hvor hele 24 hold går videre, avancerer også den bedste af alle treerne i de ni puljer sig direkte. Lige nu er det Albanien, der topper den stilling, men det kan måske blive Danmark. Formår de rød-hvide heller ikke at slutte øverst i treer-stillingen, skal de spille to playoff-kampe mod en af de øvrige treere.