19-årige Pierre-Emile Højbjerg er trådt i karakter både på og uden for banen. Skiftet til FC Augsburg har fået hårene på brystet til at vokse på knægten fra Østerbro

Pierre-Emile Højbjerg er ikke bange for at skille sig ud. Og aldrig i vejen for en skarp kommentar. Med onsdagens kontante indspark i konflikten mellem Spillerforeningen og DBU, der lørdag fandt sin løsning, som det seneste eksempel. Her luftede teenagesensationen sin holdning om, at snakken om bonusaftaler på landsholdet bør stoppe, så det igen kan handle om det, det drejer sig om. Fodbolden.

Udmeldingen er blevet mødt med løftede øjenbryn – de sammenkrybede af slagsen i landsholdets øverste hierarki – men den fortæller historien om en spiller, der aldrig er gået den lige vej. Og som gerne deler ud af sit drive, sine holdninger og ambitioner. For det er sådan, Pierre-Emile Højbjerg er.

»Jeg ved godt, at nogle af de budskaber, jeg kommer med, er forholdsvis skarpe og meget målrettede, men jeg tror, det hænger sammen med den sportsmand og person, jeg er. Meget målrettet og måske lidt hård, men meget ærlig. Jeg tror på, at man kommer længst, hvis man forbliver, hvem man er og tør sige sine meninger,« fortæller Pierre-Emile Højbjerg i dette interview til BT før landsholdskonflikten fandt sin løsning.

Den danske landsholdsspiller sidder i sin Mercedes efter træningen i Augsburg. De markante udtalelser om den netop overstået konflikt mellem Spillerforeningen og DBU er endnu ikke sendt i omløb, da BT fanger ham til en længere snak om livet i og omkring FC Augsburg. Forinden har han dog allerede luftet sin holdning om konflikten på Facebook med hashtagget #stopkonflikten.

Pierre-Emile Højbjerg er ikke en mand, der bevidst opsøger konflikterne. Det handler snarere om en helt særlig dedikation for at spille fodbold. Koste hvad det vil. Om konstant at jagte de bedste muligheder for at udvikle sig, kæmpe for ambitionerne og ikke stille sig tilfreds, hvis modgangen rammer.

Sker det, skrider han til handling.

Som da spilletiden udeblev i Bayern München i efteråret og som i midtugen, hvor udsigten til landsholdsfodbold stadig var truet af en konflikt.

Løsningen på det første blev et skifte til Bundesliga-lilleputten FC Augsburg.

»Jeg havde brug for at tage det sidste skridt fra at være en knægt på 19 år til at blive en mand på 19 år. Jeg siger ikke, jeg helt har fået hår på brystet endnu, men jeg kan da se, at de små sorte hår er ved at stikke ud«, siger Pierre-Emile Højbjerg fra det tyske.

Siden er det blevet til en fast plads på det succesrige Bundesliga-mandskab, der sensationelt styrer mod europæisk fodbold den kommende sæson.

»Jeg har det godt. Jeg kan ånde lidt mere ud her. Jeg har ikke lige så meget kniven for struben. Der er ikke det samme pres på her. Du har din safety ground og er lidt mere i comfort zone. I Bayern München er det sådan, at hvis du ikke præsterer hele tiden, så tager træneren bare den næste i rækken. Det er hård business. Sådan er topfodbold. Du skal bevise dig hver dag, hvilket gør, at du presser dig selv hele tiden,« fortæller Højbjerg, der ikke er i tvivl om, at han får lagt nye lag i sit spil med skiftet fra dominerende Bayern München til mere krigeriske Augsburg med ligaens næstmindste budget.

»Det er lidt ligesom Hobro. Jeg er dybt fascineret af den holdånd og passion, der er for at kæmpe for hinanden. Det er krigerisk på højeste niveau og faktisk enestående at se sådan nogle familiefædre og rolige, glade mennesker have sådan et sammenhold.«

»Det er 120 pct. eller intet. ’Go hard or go home’. Det passer også til min mentalitet. Kan du ikke give alt, må du blive hjemme med konen og fodre lille Finn på fem,« lyder det fra Pierre-Emile Højbjerg, der også uden for banen nyder tilværelsen i Augsburg, hvor han har installeret sig i en lejlighed.

Men hvad så med fremtiden? For nylig var FC Augsburgs manager Stefan Reuter ude i den tyske sportsavis Bild med en klar appel om, at Pierre-Emile Højbjerg bør forlænge den lejeaftale, der udløber 31. maj.

»Jeg er da glad for, at han er forholdsvis tilfreds med mig. Men jeg tror ikke, det handler om, hvorvidt jeg har lyst til at blive eller ej. Det handler om at spørge sig selv, hvad der er det mest rigtige på nuværende tidspunkt i forhold til min udvikling. Lige nu er det helt rigtige at være i Augsburg og lære at fighte og spille en Bundesliga-kamp om ugen. Det er ikke Bayern München, det er ikke det smukkeste fodbold i verden, men der bliver kæmpet.«

Hvad er din egen fornemmelse omkring, hvor du spiller efter sommerferien?

»Helt ærligt, så ved jeg det ikke. Lige nu spiller vi om en historisk mulighed for europæisk fodbold, så der er mere på spil end min fremtid lige nu. Bayern og Augsburg må finde ud af det. Jeg ved, mit hjem er Bayern München, men hvornår jeg skal hjem, ved jeg ikke endnu.«

»Hvis Bayern München har to skadede midtbanespillere, har jeg ikke rigtig noget valg, og hvis de køber Sami Khedira (rygtet til Bayern fra Real Madrid, red.), tror jeg heller ikke, jeg har noget valg. Det handler om timing. Det betyder alt.«

Har du stadig troen på, du kan komme tilbage og slå igennem i Bayern München?

»Lige siden min første træning med Bayern Münchens førstehold som 16-årig har jeg sagt til mig selv, at jeg ikke stopper, før jeg har givet alt, hvad jeg har for at slå igennem i Bayern München. Så må jeg se, hvor langt det bærer mig. Troen på mig selv vil jeg altid have. Og det at turde gå de svære veje. Jeg tror på, jeg har gået den rigtige vej indtil nu.«